Øverst kan du se videooptagelser fra forlystelsen 'Skyroller'

Ved du noget? Skriv til BT på Facebook, send en sms til 1929 eller skriv en mail til 1929@bt.dk.

Lørdag eftermiddag snurrede en 12-årig dreng 105 gange rundt i forlystelsen 'Skyroller' på Bakken og pådrog sig blødninger i hovedet, som har gjort ham delvist blind. Trods fejlen blev forlystelsen først lukket om søndagen.

»Vi fik anmeldelsen om ulykken af drengens forældre i dag (mandag, red.), for i weekenden havde de travlt med at være ved deres drengs side. Men de var bekymrede for, om andre kunne komme til skade i forlystelsen. Efter anmeldelsen kontaktede vi forlystelsens ejer, som fortalte, at den var blevet lukket søndag som følge af en teknisk fejl,« siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Jan Hedager, til BT.

I forlystelsen kan man selv styre vingerne på et 'fly' og på den måde få det til at dreje om sin egen akse. Under turen lørdag eftermiddag var den 12-årige dreng imidlertid blevet dårlig, hvorefter han slap de styrende håndtag.

»Men i stedet for at sætte sig fast i neutral position, begyndte flyet at spinde ukontrolleret. Det førte sandsynligvis til, at drengen mistede bevidstheden under turen,« siger vagtchefen.

Der er en tæller i flyet, og den viste, at det spandt 105 gange rundt under turen, og drengen havde det så dårligt efter at have fået fast jord under fødderne igen, at han måtte køres på Herlev Hospital, hvorfra han senere blev overført til Glostrup Hospital.

»Vi ved nu, at det var på grund af turen i flyet, at han pådrog sig skaderne. Han blev udsat for et voldsomt g-tryk, som gav ham blødninger i hovedet og gjorde ham delvist blind,« siger Jan Hedager, som endnu ikke har fået underretninger fra lægerne om, hvorvidt skaderne på drengens syn bliver varige eller ej.

Det var den 12-årige drengs kammerat, som alarmerede forældrene om hans tilstand efter den ublide medfart, han blev udsat for i 'Skyroller'.

»Drengen er til at tale med, men selvfølgelig noget medtaget efter det, der er sket. Også hans forældre er chokerede, men fattede. Efter omstændighederne har de det godt,« siger Jan Hedager.

Så vidt Nordsjællands Politi ved, er ingen andre blevet ofre for flyets ukontrollerede spinden rundt i løbet af det døgns tid, hvor den forblev åben efter ulykken.

»Vi har lukket forlystelsen ned og spærret den af. Den vil forblive lukket, indtil vi er helt sikre på, at den er sikker igen,« slår Jan Hedager fast.

Det kan tage sin tid, idet politiet har behov for teknisk assistance til undersøgelserne - og den får de tidligst tirsdag.

Den 12-årige dreng er blevet udskrevet fra hospitalet og er nu hjemme hos sine forældre.

Mandag aften har BT været i kontakt med Bakken, som ikke ønsker at kommentere på sagen i skrivende stund.