Forlystelsesparken Bakken kommer med nye oplysninger om uheldet lørdag, der gjorde en 12-årig dreng delvis blind. I forlystelsen Skyroller blev den 12-årige dreng slynget rundt 105 gange, mens han var bevidstløs.

I en pressemeddelelse skriver Bakken:

'Lørdag den 7. april har en 12-årig dreng efter at have prøvet forlystelsen Skyroller på Bakken fået det dårligt og været på hospitalet. På den baggrund har politiet efter kontakt fra drengens familie mandag den 9. april afspærret forlystelsen, mens omstændighederne undersøges. Forlystelsen vil være lukket, indtil den igen er sikkerhedsgodkendt.

"Vi beklager dybt, at en af vores gæster har haft en meget ubehagelig oplevelse i en af vores forlystelser. Det er en situation, vi tager meget alvorligt, og som vi er i fuld gang med at undersøge til bunds. I den forbindelse skal forlystelsen Skyroller gennemgå en teknisk udredning, så vi kan få klarlagt, om forlystelsen har været ramt af en teknisk fejl, som er årsag til de skader, drengen har pådraget sig. Force Technology har sammen med politiet været forbi og foretage undersøgelser på forlystelsen tirsdag eftermiddag, og vi forventer, at der foreligger en rapport i løbet af onsdag eftermiddag" siger Nils-Erik Winther, administrerende direktør for A/S Dyrehavsbakken.

Skyroller-forlystelsen på Bakken, der kostede en dreng alvorlige kvæstelser. Billedet er fra turen, der gik galt.
Skyroller-forlystelsen på Bakken, der kostede en dreng alvorlige kvæstelser. Billedet er fra turen, der gik galt. Flemming Poulsen Fo2grafi

Forlystelsen Skyroller på Bakken er fra 2014 og har den 21. marts op mod Bakkens sæsonstart den 23. marts 2018 gennemgået alle lovpligtige tekniske undersøgelser og er her blevet godkendt af Dansk Teknologisk Institut. Skyroller er en populær forlystelse, som den velrenomerede tyske producent Gerstlauer står bag.

Bakken er som helhed planmæssigt lukket på hverdage i denne uge og åbner planmæssigt igen i weekenden fra og med lørdag den 14. april. Om det bliver med eller uden forlystelsen Skyroller i drift vides endnu ikke.

»Vi skal være fuldstændig sikre på, at Skyroller opfylder de påkrævede tekniske sikkerhedskrav, før vi åbner denne forlystelse igen. Det er det eneste, vi med sikkerhed kan sige her og nu,« siger Nils-Erik Winther.'

Rystede vidner

Flemming Poulsen var vidne til ulykken, da han var på Bakken med sin hustru og datter lørdag middag.

Det er forfærdeligt for ham og familien, og jeg håber, han kommer sig helt. Det må jo ikke kunne ske. Man tænker jo, at det kunne lige så godt have været en selv

»Det så helt vildt ud. Folk stod omkring og pegede op på drengen og sagde; 'guuud' og var chokerede. 'Hold kæft en tur han får, han måtte dæleme bliver rundtosset' tænkte jeg,« siger Flemming Poulsen til BT.

Hverken Flemming Poulsen eller de andre, der kiggede på, anede, hvordan forlystelsen fungerede, og troede derfor, at det var noget, den 12-årige dreng gjorde af egen fri vilje.

»Folk vidste ikke, at der var sket noget farligt, så jeg tog et par billeder, og så gik vi videre,« siger Flemming Poulsen, der er rystet, efter han har hørt, hvad det kostede drengen.

»Det er forfærdeligt for ham og familien, og jeg håber, han kommer sig helt. Det må jo ikke kunne ske. Man tænker jo, at det kunne lige så godt have været en selv,« siger Flemming Poulsen.