Ole Thestrup, der døde natten til fredag, blev landskendt for sin rolle i 'Busters Verden' som gymnastiklæreren fra helvedet. Nu bliver et ikonisk klip fra den succesrige film fra 1984 delt igen og igen.

'Den lynhurtige Kevin Keegan her! Små lækre træk med hofterne her!' og 'Nå, hvem vil I så være? Brønshøj selvfølgelig. Godt, så er vi Liverpool'.

Ole Thestrup, der som 36-årig fik sit filmgennembrud i 'Busters Verden', bliver stadig i dag, 34 år efter, husket og mindet for sin fremragende portrættering som den hårde gymnastiklærer.

Få minutter efter, at hans død blev annonceret, strømmede det ind med reaktioner og kommentarer på de sociale medier. Alle hyldede den morsomme legende. Særligt ét klip blev video-klip bliver delt igen og igen.

Klippet, hvor Ole Thestrup skal træne 'sine drenge' i fodbold, er blevet delt utallige gange med diverse citater fra filmen.

Se klippet øverst i artiklen.

Den tidligere fodboldspiller og nuværende journalist Martin Borre, skriver, at det er hans yndlingsklip.

Journalist på Ritzau Mikkel Lundby Madsen skriver, at Liverpool og Brønshøj burde arrangere en venskabskamp til minde.

Og redaktionschef på TV 2, Mads Bidsgaard, skriver, at hans yndlingsscene klart er der, hvor Ole Thestrup råber: 'Obstruktion!'

Den folkekære skuespiller sov stille ind i sit hjem klokken 01:50 omgivet af sin familie.

Han er kendt for et hav af teaterroller, revyer og har medvirket i film som "Busters verden", "Blinkende Lygter" og "Adams æbler".

Han havde gennem en periode været syg af lungekræft og var åben om sin sygdom.

Skuespilleren ville være blevet 70 år 12. marts.