Ole Thestrup var fandenivoldsk og et stort menneske.

Sådan husker skuespiller Jens Jørn Spottag, som spillede over for Ole Thestrup i succesforestillingen Woyzeck på Betty Nansen Teatret i år 2000, sin kollega. Ole Thestrup var ifølge Spottag uforlignelig i rollen som den koleriske kaptajn i forestillingen, som blev et kæmpe comeback for Ole Thestrup. Forestillingen blev så stor en succes, at den endte som en verdensturné.

»Ole kunne lukke op for alle sluser, og hvis du placerede ham det rigtige sted på en scene, var det ubetaleligt. Så var det KUN ham, der kunne gøre det. Ole var sprudlende,« siger Jens Jørn Spottag.

Deres fælles fortid går helt tilbage til 1974, hvor Ole Thestrup og Jens Jørn Spottags veje krydsedes på Aarhus Teater.

»Dengang var han skuespiller på Aarhus Teater, mens jeg var regissør-elev. Han var mest af alt en humørspreder, men ind imellem fyrede han også temperamentet af. Ole var et menneske, som har kæmpet en masse kampe i sit liv, og det gjorde ham også livsklog. Han var et stort menneske og ualmindeligt humoristisk og favnende,« siger Jens Jørn Spottag og tilføjer:

»De sidste år af karrieren fik han virkelig fyret den gevaldigt af. Han sluttede på en bølgetop. Han nåede jo nærmest at blive et ikon. Jeg ved, at han sled i det for at blive her, og det er et stort tab, at han ikke er her mere.«

Bodil Jørgensen, som spillede Ole Thestrups datter i spillefilmen ‘Mænd og høns' og hans kone i tv-serien  ‘Badehotellet', har svært ved at fatte, at ‘endnu en kæmpe er gået bort’.

“Forleden var det Jens Okking, og nu er er det Ole Thestrup. Det er som kæmperne falder nu... De falder nu. Foråret lader vente på sig. Det er hårdt, og jeg tænker meget på hans kone og børn. Men så glæder jeg mig over, at vi har har grinet og grædt så meget sammen. For satan da, hvor har vi skreget af grin sammen,« siger hun og fortæller, at Ole Thestrup både havde let til latter og tårer.

»Han kunne blive meget rørt, og det gik ham meget på, da jeg blev udsat for min ulykke. Der var han der for mig.«

Vi er allesammen uerstattelige, siger Bodil Jørgensen.

»Men Ole var det i særklasse. Med sin stemme og med sin tilstedeværelse. Han var fuldstændig fantastisk i titelrollen som Jeppe på Bjerget. Og så elsker jeg ham i rollen i ‘Blinkende Lygter'. Nu er der en tom plads, som ikke kan fyldes ud.«