Lyt til artiklen

Den kendte muslimske samfundsdebattør og socialrådgiver Asmaa Abdol-Hamid er en af de danskere, som ikke giver hånd til mænd. Hun er samtidig imod det nye forslag fra Dansk Folkeparti og De Konservative om, at personer, der får dansk statsborgerskab, skal stille til en lille obligatorisk ceremoni på det lokale rådhus, hvor det er pålagt at trykke hånd med borgmesteren.

»Det er noget pjat. Jeg synes også, det er træls, at vores politikere vil ind og styre folks adfærd helt ned i så små detaljer. Særligt fordi vi har mange andre vigtige ting at gå op i, såsom vores skoler og vores sundhedsvæsen, der fungerer så dårligt,« siger hun.

Hvorfor giver du ikke selv hånd?

»Jeg sætter hånden på hjertet. Det er sådan, jeg udviser respekt over for dem, som jeg møder.«

Men hvorfor ikke bare give hånd, når nu der er så meget ballade om det?

»Det kan jeg også godt. Men det er et spørgsmål om min personlige blufærdighed og intimsfære. Vores grænser ligger forskellige steder. Nogens grænse går ved kindkys, og andre stopper, når der skal gives tætte kram. I nogle golfstater hilser man sågar ved at gnide næserne mod hinanden (f.eks. Kuwait, red.). Her vil flere af os nok også sætte en grænse.«

Men det er jo også et spørgsmål om religion. Når du nu nævner det med at gnide næse, så kan jeg godt forstå, hvordan man rent intimt kan synes, håndtryk kan være træls. Men det rent religiøse, hvorfor forhindrer det dig i at give hånd?

»Jeg synes ikke rigtigt, at jeg firkantet kan adskille det. Religion er også et personligt spørgsmål. Men det handler om blufærdighed og intimitet. Og jeg undgår så vidt muligt fysisk kontakt og sætter i stedet hånden respektfuldt på hjertet,« siger Asmaa Abdol-Hamid.

Men hvis nu man er muslim og kvinde, kan man så godt vælge at give hånd til mænd?

»Ja, der er flere muslimske kvinder og mænd, der giver hånd. Men som sagt, sætter vi som mennesker vores intimgrænser forskellige steder,«

Får man ikke vrøvl med imamen eller ens far derhjemme?

»Nej, det håber jeg søreme ikke, at imamen blander sig i. Man skal træffe sine egne valg og være tro mod sig selv. Det gælder i islam og i det hele taget i alle livets forhold,« siger hun.

Asmaa mener ikke, at et håndtryk i sig selv er et udtryk for respekt.

»Man kan jo sagtens modtage et slattent håndtryk af en, man møder, og hvor der slet ikke udvises respekt på anden vis. Det er jo ikke håndtrykket, der viser respekt. Det er hele den måde, som vi opfører os over for hinanden på. Respekt er noget, man signalerer over for andre i den måde, som man taler til dem på og opfører sig over for dem,« siger hun.

Har du ikke selv oplevet, at folk blev irriterede eller sure på dig, når de oplevede, at du ikke gav hånd?

»Irriterede, måske. Men sure, nej, det har jeg faktisk ikke. Jeg har oplevet, at nogen også blev lidt overraskede, men når jeg så talte med dem om det, så har jeg slet ikke oplevet andet, end at folk var søde, rare og venlige. I dagligdagen har det simpelthen ikke været et problem,« siger hun.

Udvander det ikke den almindelige danske kultur, hvis man pludselig ikke vil give hånd?

»Man bliver ikke mindre dansk af at sætte hånden på hjertet. Man er stadig dansker. Igen, så synes jeg, det vigtige er at udvise respekt i den omgangstone og samtale, som man har med hinanden,« siger Asmaa Abdol-Hamid og fortsætter:

»Til gengæld synes jeg, at det er at tale ned til folk, når folketingspolitikere vil helt ned og detailstyre og diktere, hvordan folk siger goddag til hinanden. Der synes jeg faktisk, at de bryder med gode danske og demokratiske værdier. Jeg synes ikke, det er folkestyret værdigt,« siger hun.

Asmaa Abdol-Hamid er selv dansk statsborger og har tidligere stillet op til folketingsvalg som kandidat for Enhedslisten. Hun blev selv kastet ud i en større mediesag i starten af 2017, da hun blev ansat som konsulent og koordinator ved Fyns Politi, men fortsat ikke ønskede at give hånd.

Tror du, at der er nogen, som simpelthen ville undlade at modtage det danske statsborgerskab, hvis det betød, at de pinedød skulle give hånd til borgmesteren?

»Det kan jeg ikke forudse, om der ville være. Men det er jo heller ikke alene det, at man skal give hånd. Det er også ydmygende at blive dikteret, at man skal give hånd, når man vil hilse respektfuldt på en anden måde.«