Folketingspolitiker for Radikale Venstre Ida Auken havde forleden det, hun selv kalder en meget ubehagelig oplevelse på sit kontor.

Hun havde besøg af en repræsentant for en moske i Københavnsområdet, men mødet blev ikke så hyggeligt, som begge parter havde håbet på.

Det var da samtalen røg over på forholdet mellem mænd og kvinder, at det hele eskalerede, skriver Ida Auken i et indlæg i Politiken.

Her fortalte manden nemlig Ida Auken, at han helst ville undgå at trykke hånd med kvinder generelt set.

Manden havde godt nok trykket politikerens hånd, da han ankom, men han gjorde det klart, at han ikke ønskede at gøre det, når mødet var afsluttet, fordi nu var Ida Auken klar over, at det ikke var noget, der var i hans interesse.

‘Jeg bliver rasende over at blive sat i sådan en situation. Dels føler jeg mig som kvinde nærmest spedalsk, når min hånd bliver set som noget, der fra nu af ikke må komme i nærheden af ham. Dels bliver jeg vred over, at han tillader sig at komme ind i demokratiets højborg og nægte at trykke min hånd, fordi jeg er kvinde,’ skriver Ida Auken.

Indlægget i avisen kalder hun ‘Manden, der kom ind på mit kontor, var tydeligvis idiot’.

Og det er en konklusion, hun er nået frem til på baggrund af oplevelsen.

Hun påpeger nemlig, at manden kun kunne se sit eget private perspektiv, og det er det, der relaterer sig til ordet 'idiots' græske afstamning.

Efter et par verbale gloser frem og tilbage mellem parterne pakkede manden sine ting og forlod politikerens kontor.

Politikeren fra Radikale Venstre opfordrer til, at man følger normerne i det danske samfund - såsom at hilse pænt på hinanden og behandle hinanden lige.

I torsdagens åbningsdebat i Folketinget blev indlægget fra Ida Auken bragt op.

Det var Nye Borgerliges partileder, Pernille Vermund, der bad Ida Aukens partiformand, Morten Østergaard, om at forholde sig til situationen.

»Jeres parti er bygget på frihed, så baseret på den hændelse mener hr. Østergaard så, at mere islam vil betyde mere eller mindre ligestilling? Vil mere islam betyde mere eller mindre frihed? Og vil det betyde mere eller mindre demokrati?«

Til det svarede Morten Østergaard kraftigt tilbage.

»Vi bedømmer ikke folk på baggrund af deres religiøse overbevisning. Det er rigtigt, at Ida Auken var ude for, at en mand ikke ville give hende hånden, men at udskamme alle andre med samme religiøse overbevisning er i strid med danske værdier.«