Skal dyrere slik og chips kompensere for, at danskerne skal betale mindre for frugt og grønt?
Det er det store spørgsmål, SVM-regeringen nu skal tage stilling til.
Direktøren for 365discount foreslår nemlig, at højere afgifter for de usunde varer kan dække den manglende indtægt til statskassen ved, at momsen for de grønne varer sænkes fra 25 til 15 procent.
»Vi kan se, at danskeren ikke spiser nok frugt og grønt, og det er et reelt problem. Så at gøre de sunde varer billigere vil være den rigtige vej at gå, og jeg mener, at en del af de tabte indtægter, kan hentes i detailhandlen,« sagde Michael Tilsted, der er direktør i discountkæden, lørdag til B.T.
Helt konkret vil den danske stat nemlig få to milliarder kroner mindre ved at sænke momsen på æbler, bananer, agurker og andre grønne varer, viser en analyse lavet af Skatteministeriet.
Skatteminister Rasmus Stoklund (S) oplyser, at han vil bruge analysen til at diskutere en nedsættelse på momsen med detailhandlen, brancheorganisationer og andre interessenter om fordele og ulemper.
Dagligvarekoncernen Salling Group, der driver Føtex, Bilka og Netto, mener ikke, at lavere moms på frugt og grønt skal dækkes af højere afgifter på andre varer.
»For os er det vigtigt, at man ikke med den ene hånd sænker priserne på nogle varer for med den anden at hæve et andet sted,« siger Jacob Krogsgaard Nielsen, der er pressechef i Salling Group, og tilføjer:
»Der skal findes en økonomisk ansvarlig model, hvis det skal realiseres, og det indgår vi gerne i en konstruktiv dialog med ministeren om. «
De Samvirkende Købmænd kan godt se, at pengene ved at sætte moms ned på frugt og grønt skal findes et andet sted.
»Der er både fordele og ulemper ved en lavere moms på frisk frugt og grønt. Skatteministeriet skal f.eks. kigge nærmere på deres IT-systemer, og den slags koster jo. Det skal vi ikke være blinde for. Men samlet set mener vi, at fordelene for danskerne klart overstiger ulemperne,« siger Jannick Nytoft, der er adm. direktør i De Samvirkende Købmænd.
Det ene af de tre regeringspartier er imod at sætte momsen ned på en varer. Læs mere om det HER.
Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit, dissekerer boligrenterne, omlægning af boliglån og kommer med konkrete råd til førstegangskøbere.
Lyt med på Spotify, Apple Podcast eller herunder.

