Stjernekokken har simpelt trick til lækker grillmad
Thomas Castberg anbefaler, at man griller to ekstra ting ud over kødet.

Thomas Castberg anbefaler, at man griller to ekstra ting ud over kødet.


Stjernekokken Thomas Castberg, der i mange år var dommer i tv-programmet Masterchef, røber nu sit eget trick til lækker grillmad.
Og det kræver kun to ekstra varer, når man handler ind i supermarkedet.
Man skal sørge for at gå forbi frugt-og grøntafdelingen og købe godt med løg og peberfrugt.
Ifølge Thomas Castberg skal de to grønne varer ikke bare bruges i en skål sammen med salat, tomater, majs, agurk, fetaost, og hvad der ellers kommer i.
Nej, de skal lægges på grillristen. Ligesom kødet skal.
»Jeg sørger for at skære nogen ret store stykker af peberfrugt og løg, og så lægger jeg dem på grillen, så de får en masse varme,« siger Thomas Castberg, der er creative director for Skagen Group.

»Hvis det så får salsa, så er det med til at give en meget bedre smag, når man skal spise grillmaden,« tilføjer han.
Bedst med flanksteak
B.T. har de seneste dage lavet pristjek af det grillkød 11 forskellige dagligvarekæder annoncerer med i deres spritnye tilbudsaviser.
Lørdag med et pristjek på grillpølser og søndag på kød til grillbøffer.
Thomas Castberg har forklaret, at hans favoritbøf på grillen er en flanksteak, og generelt er han ikke imponeret af det grillkød, supermarkederne lige nu reklamerer med i deres tilbudsaviser.
»Der var en gang en, der sagde, at man ikke kan få en væddeløbshest ud af en gris,« sagde han søndag til B.T.
Han vurderer dog, at eksempelvis kyllingefilet eller bøffer af hakket kød, der nævnes i de fleste tilbudsaviser som aktuel grillmad, kan gøres betydeligt bedre, hvis man altså sørger for også at grille peberfrugt og løg.
»På den måde giver man en ekstra nuance til det samlede billede af grillretten, « siger stjernekokken.