B.T. tjekker priser på kød til grillen: Her er stjernekokkens favorit
B.T. har tjekket priserne for grillkød i supermarkedernes nye tilbudsaviser - og stjernekokken Thomas Castberg kommer med sin anbefaling.

B.T. har tjekket priserne for grillkød i supermarkedernes nye tilbudsaviser - og stjernekokken Thomas Castberg kommer med sin anbefaling.


Er der noget bedre end at slutte en varm og solrig dag af med at tænde for grillen?
Nej, vel. B.T. har gennemgået 11 forskellige dagligvarekæders tilbudsaviser for at se, hvor man lige nu får mest kød for prisen - og stjernekokken Thomas Castberg, der i mange år var dommer i tv-programmet Masterchef, røber sin egen favorit, når der skal smides kød på grillen.

Stjernekokkens egen favoritbøf kommer vi tilbage til.
Lad os starte med at se på, hvor man får mest grillkød for pengene.
Det billigste kød i de her dage kan fås ved at give 25 kroner for 400 til 500 gram hakket grisekød, kyllingekød eller okse-grisekød i Rema 1000 fra 31. maj til 6. juni.
Det giver en kilopris på maksimalt 62,50 kroner - og det kan ingen overgå.
Ser man på kød, der ikke er hakket, skal man kigge mod Lidl.
I Lidl kan man købe 450 gram kyllingefilet for 34,95 kroner, og det betyder, at kiloprisen er 77,67 kroner - og det kan ingen andre supermarkeder gøre billigere for fileter og andre kødstykker.
Her efter kommer 575 til 1000 gram dansk grillfilet eller spareribs, der kan købes i Rema 1000 for 49 kroner.
Det giver en kilopris på maksimalt 85,22 kroner.
Stjernekokkens favorit
Thomas Castberg er ikke just imponeret over de aktuelle tilbud på grillkød.
»Der var en gang en, der sagde, at man ikke kan få en væddeløbshest ud af en gris,« siger han med et glimt i øjet.
Hvis du skal købe noget kød og smide på grillen, hvad skal det så være?
»Så er det en flanksteak,« siger Thomas Castberg, der er creative director for Skagen Group,
Helt konkret er flanksteak en flad udskæring fra oksens bug. Kødet er kendt for sin ret intense oksekødssmag og grove muskelfibre.
Og Thomas Castbergs favorit på grillen er faktisk mulig at få, når man kigger i de nyeste tilbudsaviser.
I Bilkas tilbudsavis fra 29. maj til 4. juni sælges 'flank' for 135 kroner per pakke.
Den er i øvrigt del af et fritvalgsmarked af kød, hvor man kan købe tre pakker, men man kan nøjes med at betale for to.
B.T. har også lavet pristjek af pølser til grillen. Læs mere HER.