Prisforskellen mellem discountkæderne Lidl og Netto eksploderer. 

Det viser en gennemgang af de sidste fire måneders pristjek af dagligvarekæderne, som prissammenligningstjenesten Madprisluppen har lavet.

Her i september koster en indkøbskurv med omkring 100 varer 156 kroner mere i Netto end i Lidl. 

Det er mere end dobbelt så meget som i juni.

Dengang kostede en indkøbskurv i Netto 70 kroner mere end i Lidl. 

Prisforskellen på en indkøbskurv i de to store discountkæder fra juni til september kan måned for måned ses her:

Og det er ikke kun Lidl, Netto sakker efter på priserne. 

Fredag kom det frem, at også Rema 1000 giver Netto baghjul, når det gælder priserne for en indkøbskurv.

I starten af maj startede Netto og Lidl ellers en heftig priskrig, da de samtidig satte priserne ned på en række varer. 

Farvel til 'prischok'
Helt konkret sænkede Lidl priserne på 200 varer, og det blev klart meldt ud, at det var den faste pris, der blev sænket.'

Netto kaldte deres kampagne for 'prischok' – og modsat Lidl var meldingen fra Netto-direktøren, at de lavere priser for en række varer var »uden bagkant«. Altså ikke en 'fast lav pris'. 

Men i slutningen af august kunne B.T. fortælle, at 40 af de i alt 99 varer med nedsatte priser »uden bagkant« ikke længere var på listen over de varer, der var sat ned i pris på netto.dk.

Og i starten af september besluttede Netto ikke længere at offentliggøre listen med varer, der var sat ned i pris uden slutdato.

Ifølge Lars Smidt, der er kommerciel ansvarlig hos Madprisluppen, hænger de seneste måneders voldsomt stigende prisforskelle mellem Lidl og Netto sammen med, at Netto igen har hævet priserne for en række varer. 

»Netto har hævet priser på mere end 500 varer i juni, og i juli reducerede de antallet af varer, der ellers var sat ned i pris. Lidl har ikke ændret priser over sommeren og har så reduceret priser her i september,« siger han og tilføjer:

»Det giver naturligvis en forskel, der bliver fortsat større.«

'Kunderne kan være helt trygge'
Jacob Krogsgaard, der er pressechef i dagligvarekoncernen Salling Group, som driver Netto, er blevet konfronteret med, at discountkæden sakker bagefter både Rema 1000 og Lidl, når det gælder priserne. 

»Vi er optaget af, hvad den faktiske pris for en kurv af varer er, for den består både af tilbud og normalpriser – ikke kun normalpriser fra et uigennemsigtigt pristjek,« skriver han i en mail og tilføjer:

»Kunderne kan være helt trygge ved, at den samlede kurv i Netto altid er sammensat helt rigtigt og skarpt.«

Pristjek af dagligvarekæderne: To giganter stikker helt af. Læs mere HER.