Så stempler Rema 1000 ind: 'Psyko billigt'
Nu melder Rema 1000 sig også ind i priskrig.

Nu melder Rema 1000 sig også ind i priskrig.

De har indtil videre holdt kortene helt tæt til kroppen, men nu giver Rema 1000 også lyd i priskrig.
Beskeden er klar. De kommer også til at sænke priser på en lang række varer.
»Det bliver psyko billigt,« lyder budskabet fra kommunikationsdirektør Jonas Schrøder.
Prisfaldet i den norskejede kæde Rema 1000 sker fra torsdag.
»Det er samme høje kvalitet og de varer, man kender hos os - nu til endnu lavere priser,« skriver han, inden han uddyber:
»De nye priser på en meget lang række varer starter i morgen, torsdag den 7. maj.«
Det skriver han i et opslag på det sociale medie X. Det sker, efter han tirsdag ellers ikke ville kommentere på priser overfor B.T.
»Vi kommenterer ikke på fremtidig prisudvikling af konkurrencehensyn,« lød det i et skriftligt svar.
B.T. har spurgt til, hvor mange varer, der sænkes, samt hvor kunderne kan finde ud af hvilke varer, der drejer sig om, og indtil videre lyder svaret:
»Crazy mange - kunderne kan være helt trygge ved vores priser og kvalitet.«
Prissænkelserne kommer efter, at en markant priskrig er brudt ud i dagligvarehandlen.
Den startede fredag, hvor Lidl og Salling Groups kæde Netto meldte en lang række fald i priser ud.
Lidl offentliggjorde desuden en liste på 200 varer, som B.T. kunne bringe i sin fulde længde.
Det var varer som fløde, ost, oksekød og toiletpapir, som faldt med 20 op til over 40 procent i pris.