Hvordan kan det være, at Rema 1000 igen og igen formår at overhale konkurrenterne, når det gælder prisen på noget så populært som en pakke Lurpak på 200 gram?
Senest har det vist sig, at discountgiganten op til påske sælger 200 gram Lurpak for 10 kroner, og det kan ingen af de andre supermarkedskæder være med på.
Den helt store konkurrent blandt discountkæderne halter da også efter ved at kræve 12 kroner for en pakke Kærgården, og i sidste uge var Rema 1000 også foran Netto i priskrigen om smør.
I december var Rema 1000 også stærke i en tæt priskrig om smør med Netto, da Lurpak var sat ned til otte kroner.
Dagligvareeksperten Bruno Christensen vurderer, at der er flere årsager.
For det første åbnede Rema 1000 sidste år 54 nye butikker i Danmark, så discountkæden nu har hele 422 butikker her i landet.
»Det er klart, at når Rema 1000 på den måde ekspanderer, øger de også indkøbsstyrken fra leverandørerne af varer, de så kan sælge videre til kunderne til en fordelagtig pris,« siger Bruno Christensen.
Et andet argument er den markedsføringsstrategi, Rema 1000 bruger.
'Meget mere discount,' hedder deres slogan i reklamer og på forsiden af tilbudsaviserne.
»Rema 1000 er aggressivt kørende, hvor de satser meget på at vise, at de et kæmpestore og sælger billige varer, og den stil betaler sig, kan man se,« siger Bruno Christensen.
Samlet set vurderer han dog, at det er ret små forskelle, der er på fødevarepriserne i de enkelte supermarkedskæder.
»Det viser, at dagligvarekæderne holder øje med hinanden, og sørger for at sætte deres priser efter, hvad konkurrenterne gør,« siger han.

