Julehandlen er for alvor over os – og det kan mærkes i landets dagligvarebutikker, hvor priskrigen lige nu raser.
I sidste uge var det Lidl, der løb med første sejr i den priskrig, der kører på blandt andet smør og smørbar.
Men nu er det konkurrenten Netto, der går direkte i offensiven.
I kædens nyeste reklameavis sænker Netto prisen på Kærgården til blot 7,50 kroner, og samtidig hæves antalsbegrænsningen.
Hvor kunder med tilbud maksimalt måtte købe tre pakker Lurpak per dag i Lidl og Netto sidste uge, får de nu lov til at lægge hele seks pakker Kærgården i kurven.
Det sker i en decembermåned, hvor B.T. zoomer ind på netop de juletilbud, der traditionelt presses helt i bund – og som år efter år trækker danskerne i massevis mod butikshylderne.
Og i år er interessen kun blevet skærpet. Smørpriserne er nemlig eksploderet de seneste år og er ifølge Danmarks Statistik steget over 53 procent på fem år.
Hos Salling Group, der ejer Netto, lægger man ikke skjul på, at december betyder hård kamp om kunderne.
»Det er ingen hemmelighed, at vi, dagligvarekæderne, kæmper en hård kamp om at være kundernes førstevalg – særligt nu, hvor danskerne historisk gør store indkøb,« udtaler pressemedarbejder Christoffer Roslynge Green i en skriftlig kommentar til B.T.
»Kampen intensiveres, og det afspejler sig i lave priser, der kommer kunderne til gode.«
Samtidig anerkender han, at de lave smørpriser i december ikke kommer uden omkostninger.
»Vi bruger rigtig mange penge på at sikre kunderne lave priser. Hvordan regnestykket ser ud, kan jeg ikke dele, men jeg kan fortælle, at det ikke er en god forretning at sælge Kærgården til 7,50 kroner,« siger han.
Faktisk er den indbyrdes kamp mellem kæderne så intens, at der bliver taget vidtgående greb i brug for at vinde flest mulige kunder. Det påpeger analysechef i eTilbudsavis Claus Nykjær.
Det kan du læse mere om HER.

