Du spærrer måske øjnene op, når du skal købe en plade Marabou eller anden chokolade i supermarkedet og ser prisskiltet.
Priserne for chokolade er nemlig eksploderet.
En opgørelse under forbrugerindeks hos Danmarks Statistik viser, at chokolade i december 2024 var steget med 22 procent i forhold til samme måned året før.
Det er dermed den fødevare i forbrugerindekset, der er steget mest.
Nummer to på listen er kaffe med en stigning på 17,6 procent, mens smør kniber sig ind på en tæt tredje plads med en stigning på 16,2 procent.
Ifølge Bruno Christensen, der er detailhandelsekspert, er forklaringen især, at råvarerne er blevet dyrere.
Det seneste år er priserne for både kakaobønner til chokolade og kaffebønner nemlig gået helt amok.
»Det gælder for enhver butiksansvarlig i dansk dagligvarehandel, at de ønsker at være billigere end konkurrenterne, og derfor vil vi ikke se prisstigninger med udgangspunkt i butikkernes ønske om at lave en større avance,« siger han og tilføjer:

»Dertil er konkurrencen om kunderne for hård.«
Og priserne for mange fødevarer er slet ikke færdige med at stige.
Det er nemlig forventningen hos Palle Jakobsen, som er chefanalytiker hos Agrocom, at priserne i supermarkederne, kommer til at stige ganske markant i den kommende tid.
»Når vi har et højprismarked, hvor produktionen ikke er gået i vejret, så kommer vi ind i en mangelsituation,« sagde Palle Jakobsen 3. februar til B.T.

