En ny supermarkedskæde har nu besluttet at have Jolly Cola som fast vare på hylderne.
Det drejer sig om Meny, der har lavet en aftale med Bryggeriet Vestfyen, der producerer det for tiden ekstremt populære danske sodavandsmærke.
»Generelt har vi fokus på danske varer, og vi har haft Jolly Cola som spotvare i noget tid. Salget har været rigtig godt, og derfor er vi glade for, at vi nu har lavet aftale med Vestfyen om at få den ind i fast sortiment i Meny,« siger Morten Vestberg, der er kommunikationsdirektør i dagligvarekoncernen Dagrofa, som blandt andet driver Meny.
Meldingen kommer, efter der de seneste måneder har været en helt vild stigning i salget af Jolly Cola i andre dagligvarekoncerner.

Stigningen er sket efter Donald Trump blev indsat som præsident i USA, og mange derfor fravælger amerikanske varer.
Senest er det kommet frem, at salget af det danske sodavandsmærke i marts er 13-doblet hos Rema 1000 i forhold til samme tid sidste år.
»Det er helt vanvittigt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende,« sagde Jonas Schrøder, der er kommunikationschef hos Rema 1000, tidligere fredag til B.T.
Beslutningen ikke taget hos Salling Group
Mens Meny altså nu vil have Jolly Cola som fast sortiment på hylderne, så er beslutningen hos Salling Group, der driver Netto, Bilka og Føtex, endnu ikke taget.
»Vi har stadig ikke Jolly i fast sortiment, men nogle gange har vi det som spotvare i Netto,« siger Jacob Krogsgaard, der er pressechef hos Salling Group.
Der er en kæmpe stigning i salget af Jolly Cola lige nu, overvejer I ikke at få dem som fast sortiment?
»Vi kigger altid på de varer, som kunderne ønsker og efterspørger,« svarer han.
Thorbjørn Fynø har fortalt, hvordan han har svært ved at finde Jolly Cola. Læs mere HER.


