Også dagligvaregiganten Coop, der driver SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Kvickly og 365discount melder om, at der sættes ekstra alarmer på dyre udskæringer af oksekød.
Det sker i kølvandet på, at Salling Group, som driver Netto, Føtex og Bilka, har sagt at der nu også er alarmer på to typer af oksekød i nogen af supermarkederne.
»Vi har i de seneste år skærpet sikkerheden med både flere vagter og detektiver,« siger Jacob Lassen, der er senior kommunikationsrådgiver i Coop, og tilføjer:
»Det gælder også anvendelsen af tyverialarmer, hvor vi blandt andet sikrer spiritus og dyre varer i vinafdelingen samt dyre udskæringer af oksekød.«
Der er da også sket en heftig stigning i tyverier i supermarkederne.
Som B.T. har afdækket, er der på tre år sket en fordobling i anmeldelser af butikstyverier.
»I forhold til varesikring generelt er vi desværre nødsaget til at sikre andre typer detailvarer end for 10 år siden,« siger Jacob Lassen.
B.T. har ligeledes fortalt, hvordan supermarkederne under Salling Group putter alarmer på chokolade fra Marabou.

Netop chokolade er det seneste år steget heftigt i pris, og derfor er det også kommet under flere butiktyves radar.
Ifølge Jacob Lassen kan alarmer på chokolade også meget vel være tilfældet i nogen af butikkerne under Coop.
»Vi kan ikke afvise, at mindre varer, som foreksempel chokolade, bliver varesikret for at undgå tyveri,« siger han.


