Nu melder også Netto sig ind i discountkædernes tidlige priskrig om julemad.

I sin spritnye tilbudsavis slår Netto stort op, at der fra lørdag kan købes en pose med cirka 20 styk æbleskiver fra Bakersfield for seks kroner. 

(Arkiv) NU er det muligt at købe en pose med 560 gram æbleskiver i Netto for seks kroner.  Foto: Jon Wiche

Allerede 30. oktober skød Lidl en meget tidlig julepriskrig i gang.

Den tyske discountkæde valgte at sænke den faste pris på seks madvarer, der er populære i juletiden. Det var eksempelvis risalamande, rødkål og kirsebærsovs. 

»Sidste år satte vi os for at 'vinde julen', og ser vi tilbage på resultaterne, lykkedes det til fulde. Den ambition holder vi fast i i år,« lød det fra Claus Krogh, der er head of corporate affairs i Lidl, til B.T.

Rema 1000 valgte hurtigt at skyde tilbage.

Discountkæden besluttede at lave et juletilbud på 450 gram risalamande, der fra 1. til 7. november var sat ned til 12 kroner. 

»November er den nye december – danskerne elsker julen og breder julehyggen ud over flere uger end tidligere, derfor vil vi gerne give vores kunder nogle gode priser her fra starten af måneden,« sagde Jonas Schrøder, der er kommunikationschef i Rema 1000, til B.T.

Med det vilde tilbud på æbleskiver melder Netto sig ind i priskrigen om mad, der er populær i juletiden.

Christoffer Roslyng Green, der er er press consultant i dagligvarekoncernen Salling Group, der driver Føtex, Bilka og Netto, oplyser, at discountkæden kun har affyret det første skud i julepriskrigen.

 »Der er masser af gode juletilbud på vej,« siger han.