Priskrigen raser i de danske supermarkedskæder, og nu melder Nemlig.com sig også på banen.

Fra i dag, torsdag, sænker onlinesupermarkedet priserne på 100 populære varer, lyder det i en pressemeddelelse. 

I gennemsnit vil varernes pris falde med 25 procent.

Det gælder blandt andet smør, der i fremtiden kommer til at koste 9.95 kroner – og ikke længere 23,69 kroner, mens prisen på et kilo hakket oksekød kommer til at koste 96 kroner - og ikke 132 kroner. 

Det bliver også billigere at købe havregryn, ost, yoghurt og bleer.

Hos Nemlig prismatcher de hver dag 1500 varer med den norske supermarkedskæde Rema 1000, som har annonceret, at de kommer til at sænke priserne på flere af deres dagligvarer torsdag. 

Og det er derfor onlinesupermarkedet nu også rykker på priserne, lyder det. 

»Selvfølgelig skal vores kunder også mærke de prisfald, der sker lige nu. Hos Nemlig skal man kunne stole på, at man får skarpe og fair priser på de varer, man køber til hverdagen, også når man handler online,« siger Cathrina Dybdahl, der er ESG- og kommunikationsdirektør hos Nemlig.

Prisfaldet kommer oveni en stor satsning på frugt og grønt. Tidligere på ugen sænkede Nemlig priserne med 20 procent på 60 frugt- og grøntvarer.