Meny kaster sig nu direkte ind i kampen om de danske supermarkedskunder.

Over for Avisen Danmark lyder det fra dagligvarekæden, at man fra på mandag vil sænke prisen på mere end 120 varer.

Men det stopper ikke der.

For Meny har tilsyneladende tænkt sig af gå i flæsket på én bestemt konkurrent.

Oven i de generelle prisnedsættelser lover man hos Meny således også, at man vil matche prisen på 427 hverdagsvarer hos Rema 1000.

Tiltaget kommer, fordi man erkender, at mange danskere muligvis har en opfattelse af, at kæden er det lidt dyrere og mere kvalitetsbevidste alternativ.

»Vi gør dette for at understrege, at vi i Meny også vil konkurrere på prisen på hverdagsvarer. Hos os skal du kunne handle dine hverdagsvarer til de bedste priser,« siger Kristine Pilgaard, som er kommerciel direktør i Meny, til Avisen Danmark-

Hos Rema 1000 konstateres det i øvrigt, at »vi er altid glade for konkurrence«. 

Under alle omstændigheder ser der altså allerede ud til at være godt gang i priskrigen, allerede inden det traditionelle juleslag for alvor sættes i gang.

Det er kun en uges tid siden, discountkæden Lidl også lancerede et tiltag, hvor prisen på 100 varer blev sænket.

I september var det Netto, der annoncerede et prisnedslag på fem basisvarer frem til nytår.