Lidl startede fredag 1. maj en ny priskrig. Den fokuserer på varige prissænkelser på almindelige, faste priser. 

Noget, den tyskejede kædes kunder har reageret prompte på.

»Vi oplevede den største søndag målt på omsætning i Lidl Danmarks historie,« siger Peer Sandtner, indkøbsdirektør i Lidl.

De vil i kæden lave et skifte. Danske dagligvarekunder skal have nogle faste priser hver dag, som de kan regne med.

Derfor sænker man i Lidl nu prisen på 200 varer. Det er alt fra oksekød, smør, mel, ost, bleer, fisk og havregryn. Se eksempler her:

  • 400 gram hakket oksekød 8-12% falder med 20,02 procent. I kroner og øre falder den fra 49,95 kroner til 39,95 kroner.

  • Fløde 36 % falder med 42,39 procent fra 26,95 kroner til 14,95 kroner.

  • Arla Klovborg mellemlagret koster frem over 24,67 procent mindre. I stedet for at betale 72,95 kroner kommer osten til at koste 54,95 kroner.

  • Pastasommerfugle – også kendt som Farfalle – falder med 33,47 procent fra 11,95 til 7,95 kroner.

Langt størstedelen af varerne falder mange procenter.

»Vi er meget positive over den reaktion, vi har set fra kunderne,« siger Sandtner.

»Det viser os bare, at vi skal fortsætte i det her spor.«

Indkøbsdirektøren bemærker også, at de andre kæder åbenbart også kan se meningen i at sænke normalpriserne.

»Så kan vi jo snakke om, hvorvidt de er særligt transparente i de andre kæder. Vi har jo lagt den fulde liste ude med besparelser,« slår han fast.

»Vi fortsætter i det her spor. Det er et langt strategisk arbejde.«

Du kan se, hvilke 200 varer Lidl startede priskrigen med HER.