Thomas Christensen blev så glad og overrasket, da han 24. december 2023 åbnede julegaven fra sin kæreste Stine Bøg.
Men gaven er endt som et rent mareridt.
Den herlige julegave var et gavebevis fra Sweetdeal på 1.680 kroner til en 'magisk spaoplevelse' for to personer i 135 minutter, og der blev reklameret for både 'velgørende fodbad og masage', 'dybdegående kropsmassage' og 'privat spabad med Aloe vera skumbad'.
Men i oktober sidste år fik Thomas Christensen et chok.

Han opdagede, at Samadhi Spa, hvor den magiske spaoplevelse skulle afholdes, simpelten var gået konkurs.
»Jeg kontaker så Sweetdeal for at få pengene tilbage,« siger Thomas Christensen, der er 44 år, bor i Hedehusene og arbejder som industri operatør i Novo Nordisk.
Men det havde han ikke held med.
'Det er en trist sag, når én af vores samarbejdspartner går konkurs, det er hverken en god oplevelse for dig som kunde, eller for os som virksomhed,' skriver en medarbejder hos Sweetdeal 28. oktober til Thomas Christensen.
'I tilfælde af konkurser træder der nogle formaliteter i kraft, som er uden for vores kontrol. Det vil sige, at tjenesteydelsen som er forbeholdt aftalepartneren (også kaldet samarbejdspartner) nu er i hænderne på et konkursbo/kurator,' tilføjer medarbejderen.
Thomas Christensen er dybt utilfreds med svaret.
»Det gør mig sur, at Sweetdeal på den måde fralægger sig ansvaret,« siger han.
Helt anderledes ser det ud for ægteparret Svend og Jette Rasmussen.
De havde bestilt og betalt et to nætters ophold på Marcussens Hotel i Assens på Fyn gennem Sweetdeal.
Men da hotellet i efteråret blev erklæret konkurs, tilbød Sweetdeal dem en overnatning på tre andre hoteller, hvilket de sagde nej til.
Og Morten Lykke, der er direktør for Deal.dk, der driver Sweetdeal, har slået fast, at Svend og Jette samt andre af de kunder, der har bestilt og betalt for ophold på det konkursramte hotel, kan få pengene tilbage, hvis de ikke ønsker et af de alternative ophold.
Det tilbud har ægteparret Ole og Lise Garder benyttet sig af.
Thomas Christensen undrer sig over forskellen.
»Jeg forstår ikke, hvordan Sweetdeal kan give dem, som har bestilt et ophold på et konkursramt hotel pengene tilbage eller et nyt ophold et andet sted, mens vi får besked om, at vi kan rende og hoppe. Hvad er forskellen?« spørger han.
B.T. har stillet spørgsmålet videre til Morten Lykke, der oplyser, at han vil vende tilbage, når han har gennemgået 'historikken' i Thomas Christensens sag.

