Mange danskere går på tilbudsjagt efter billig flæskesteg op til jul.

Jacob Hagerup er en af de danskere, og han slår fast, at det fortsætter, selvom TV 2 har lavet en dokumentar om danske grises dårlige leveforhold.

»Det får mig ikke til at droppe de billige flæskestege,« siger han til B.T.

Hvert år til jul jagter han de ekstreme priseksempler på flæskestegen, og det kommer han også til i år.

»De forhold man så i TV2s dokumentar findes inden for alle typer landbrug,« siger Jacob Hagerup, og han uddyber:

»Det er brodne kar, men det er ikke sådan i de fleste stalde. Jeg har selv været i professionelle svinestalde, og der kører det overvejende ordentligt.«

tip os
Har du noget, du vil dele om dyrevelfærd kt. billige flæskestege? Så hører journalisten gerne fra dig på mami@bt.dk, eller du kan kontakte B.T. via formularen her.

Jacob Hagerup har indenfor det seneste år mistet sit arbejde, og det bærer økonomien præg af. Det skaber en nødvendighed efter at jagte tilbud, siger han.

B.T. har sat fokus på danskernes splittede i forhold til tilbudsjagten på flæskesteg. En splittelse, som er intensiveret, efter TV 2 bragte dokumentaren Hvem passer på grisene.

For der er mange, som mener, at danskerne skal vænne sig til højere priser på grisekødet. Ellers vil det ikke være realistisk med bedre dyrevelfærd.

B.T. har blandt andet talt med Christina Højberg Nielsen, som ikke køber billig flæskesteg og er chokeret over forholdene for visse danske grise.

Jacob Hagerup har tidligere fortalt til B.T., hvordan han flere gange er gået ned til Netto, fordi der var ekstreme tilbud på flæskesteg.
Jacob Hagerup har tidligere fortalt til B.T., hvordan han flere gange er gået ned til Netto, fordi der var ekstreme tilbud på flæskesteg. Foto: Privat og Mads Claus Ramussen/Scanpix Ritzau

Desuden er der hundredvis af kommentarer på B.T.s Facebook-side om at de voldsomt lave priser er 'dyremishandling' og en 'hån mod grisen'.

Den køber Jacob Hagerup ikke. B.T. har tidligere talt med ham om hans køb af voldsomt billige flæskestege, samt hans generelle tilbudsjagt.

Sidenhen er dokumentaren så blevet udgivet, men det er ikke nyt for Hagerup, at der findes dårlig dyrevelfærd.

Det ville han også ønske var bedre. Jacob Hagerup mener dog ikke, at en dyrere flæskesteg automatisk er lig med, at danskerne er sikret gode forhold for landets grise.

Juletilbud af den skarpe slags er også noget, tilbudsjægeren mener, altid vil friste ham.

»Jeg var i Lidl i går, og de havde otte æg for otte kroner, og dem købte jeg gladeligt, fordi pengene er små,« siger han.

»Jeg kommer aldrig til at købe æg for tre kroner stykket. I en perfekt verden, var det noget, jeg ikke behøvede at tænke på, men sådan en verden, kommer jeg nok ikke til at leve i.«

Jacob Hagerup er dog heller ikke bleg for at indrømme, at han skulle være meget rig, før han ville droppe flæskestegstilbudene.

»Der skulle nok meget til, før et flæskestegstilbud på ti kroner halvkiloet ikke fristede længere.«

Du kan læse mere om, hvordan tilbuddene stikker af med skarpe priser frem mod jul, her.