Tyve har fundet på en ny og meget udspekuleret måde at snyde medarbejdere i supermarkederne til at give dem kontanter.
»Det er så grotesk,« siger Jesper Gulbrandsen, der er købmand hos Meny på Frederiksberg.
Han oplevede tyvenes nye metode 30. august klokken 16:43. Altså lige midt i myldretiden i supermarkederne.
En mand gik ind i Meny og vandrede hen til afdelingen for vin og spiritus. Her tog han tre vine af mærket Giovanni Piomonte til 249,95 kroner stykket.
Han gik så hen til køen til kassen, men lige før det blev hans tur, gik han direkte hen til en medarbejder, der stod ved skranken, hvor der står 'kundeservice' på et skilt.
Her sagde manden, at han gerne ville aflevere de tre rødvine retur til Meny, og afleverede så en bon for tre rødvine af samme mærke til 749,85 kroner til medarbejderen.
Manden bad så om at få pengene tilbage i kontanter.
»Det var en bon, der stort set var identisk med en bon fra Meny, så han fik de 749,85 kroner kontant, som han ønskede,« siger Jesper Gulbrandsen.
Kun syv minutter senere gentog tyven tricket.
Klokken 16:50 gik han til afdelingen for rengøringsmidler, hvor han tog fem poser med opvasketabs fra Neophos.
Igen gik han hen til kundeservice, hvor han afleverede de fem poser med opvasketabs. Her afleverede han en falsk bon, hvor de fem poser var nævnt til en samlet pris på 754,75 kroner.
Og endnu en gang bad han om at få pengene retur. I kontanter, naturligvis.
»Det er jo tydeligt, at det er blevet tjekket, hvad varerne koster, og så har man lavet falske bonner, der ligner dem vi bruger hos Meny,« siger Jesper Gulbrandsen.
Er der slet ikke nogen forskelle på den falske bon og en ægte?
»På den ene stod et andet CVR-nummer, og så papiret er smule anderledes, men det er ikke noget, man lige opdager, hvis man ikke er opmærksom på, at nogen kan finde på at lave sådan en form for tyveri,« siger han.
Og det er ikke kun Meny på Frederiksberg, der har oplevet den her metode med falske bonner.
»Jeg har fået oplyst, at det er sket i to andre supermarkeder også,« siger Jesper Gulbrandsen.
Han har nu taget konsekvensen af den nye måde, der bliver svindlet.
»Alle beløb, der skal gives retur, indsættes på kundens kort, hvis ikke andet er aftalt med en leder,« siger købmanden og tilføjer:
»Der kan jo være undtagelser, hvor en ældre kunde måske ikke har et betalingskort og ønsker kontanter.«
Jesper Gulbrandsen har også fortalt, hvordan tyve i år har benyttet sig af et andet trick, hvor der bruges en sort plastik sæk og et par tomme dåser til at stjæle for tusindvis af kroner.
Og det ses da også i hele erhvervslivet, at der er en stigning i tyveriet i butikkerne.
I juli kom det frem, at der i andet kvartal i år var anmeldt 7.103 butikstyverier. Det var det højeste antal i forårskvartalet siden 1995.
Altså i 29 år.
»Mængden af butikstyverier er nu så omfattende, at nogle butikker overvejer at justere prisen på varerne alene for at dække tabet fra butikstyverier,« sagde Henrik Lundgaard Sedenmark, der er fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed i Dansk Erhverv, 17. juli til Ritzau.
Og Jesper Gulbrandsen mener, at det er vigtigt, at tyvenes metoder kommer frem.
»Vi ser en stigning i mere organiseret tyveri, hvor grupper af tyve har gjort det til deres levemåde at stjæle for ret store beløb og så sælge varerne videre. Derfor synes jeg, at det her skal frem,« siger han.
Hvad er egentlig mest irriterende i et supermarked? Er der nogen grund til at drikke plantedrikke? Thomas Castberg giver sine kontante svar i den seneste udgave af Spar Kassen.
Lyt med på Spotify, Apple Podcast eller herunder: