Jytte Elmholt på 78 år har selv på nærmeste hold set, hvordan regler kan omgås ved kassen i Netto. 

I den forgange uge skrev Netto i tilbudsavisen, at der maks måtte købes seks pakker Lurpak på tilbud til 7,95 kroner per variant per kunde.

Men 9. december så Jytte Elmholt, hvordan der i et tilfælde blev blæst på den regel i Nettobutikken på Søndre Ringvej i Brøndby. 

Det var samme dag, hvor hun oplevede, at der var udsolgt af netop Lurpak i butikken.

Her ses tilbudet på Lurpak fra Netto, der var gældende 9. december. 
Her ses tilbudet på Lurpak fra Netto, der var gældende 9. december.  Foto: Netto
Vis mere

»Der stod en kvinde foran mig i køen, og hun havde stavlevis af Lurpak. Jeg kunne ikke få bare en pakke, da der var udsolgt, så jeg spurgte, hvorfor hun havde taget så mange pakker smør, når der er restriktioner om, man maks må tage seks pakker?,« siger Jytte Elmholt.

Hun fik så det her svar:

»Hun sagde, at hun bare beder om at betale tre gange, så hun altså kun køber seks pakker smør af gangen. Det gjorde hun så, og vupti, så havde hun købt 18 pakker Lurpak. Det var bare for meget.« 

Sagde kassemedarbejderen ikke noget om, at det er i strid med reglerne for den vare i Netto?

»Han sagde ikke spor. Han sad bare og stirrede ud i luften. Jeg spurgte ham så, om det var i orden, og han svarede ikke,« siger hun og tilføjer:

»Det kan godt være, at det ikke ragede ham, men det er jo stadig ham, der skal holde øje med, at der ikke snydes på den måde, så der hurtigt bliver udsolgt.«

'Lyder som misforståelse'
Jacob Krogsgaard Nielsen, der er pressechef i Salling Group, som driver Netto, Føtex og Bilka oplyser, at der må være sket en misforståelse i Nettobutikken.

»Det er i sagens natur svært at holde styr på, om en kunde dukker op flere gange, men det, der beskrives, lyder som en misforståelse lokalt,« siger han.

Vil I sende ud til butikkerne, at det skal overholdes, at der maks må købes seks pakker smør per person?

»Vi synes, at der er høj grad af selvdisciplin i forhold til, at man ikke tager flere end det, vi har defineret som maks, så det vurderer vi ikke som nødvendigt,« siger pressechefen. 

B.T. har også talt med familien på fire, der har hamstret 120 pakker smør. 

Læs mere om det HER.