Jolly Cola er ikke det eneste danske sodavandsmærke, der lige nu har en kæmpe stigning i salget.
Også Harboe kan mærke, at langt flere vil have dansk sodavand.
»Vi mærker uden tvivl en øget efterspørgsel og interesse for vores produkter – både fra forbrugerne og fra de danske dagligvarebutikker,« Ninalouise Rasmussen, der er salgsdirektør i Harboe.
Hun oplyser, at Harboe især kontaktes af kunder, der gerne vil vide, om de kan købe Harboe Cola i supermarkeder nær dem.
»Flere danskere kontakter for eksempel vores forbrugerservice for at sikre sig, at de kan finde Harboe Cola dér, hvor de handler deres dagligvarer,« siger salgsdirektøren.
Den samme oplevelse har Bryggeriet Vestfyen, der producerer Jolly Cola.
»Det er stukket helt af. Vi har den seneste tid fået flere hundrede henvendelser om Jolly Cola,« sagde Thomas Lindegaard, der er senior brand manager i Bryggeriet Vestfyen, i sidste uge til B.T.
Det er på grund af manges vrede over USAs præsident Donald Trump, der i øjeblikket er en del danskere, der dropper de amerikanske varer.

Ninalouise Rasmussen kan dog ikke sige, hvor meget af den øgede interesse, Harboe kan takke Trump for.
»Allerede inden det amerikanske valg oplevede vi en øget efterspørgsel,« siger hun tilføjer:
»Det er derfor ikke til at sige, hvor meget af den øgede efterspørgsel der skyldes den nuværende politiske situation, men det glæder os, at et stigende antal forbrugere lader til at få øjnene op for vores produkter.«


