Danskerne er allerede meget fokuserede på pris, men det bliver endnu vildere. Sådan lyder vurderingen fra ekspert i dagligvarehandel Bruno Christensen.

Han har fulgt de danske dagligvarekæder i årtier, og det billede, man ser lige nu, er helt exceptionelt. Så synes du, prisen på din bon er løbet op, er du altså ikke alene.

»Det er ekstremt voldsomme prisstigninger, der er der nu.«

Bruno Christensen mener, at vi i Danmark godt kan forvente, at tilbudsjagt – der allerede er lidt af en folkesport – bliver en endnu større tendens. For markant dyrere kaffe, chokolade og smør vil skærpe interessen for priserne.

Og priserne er altså steget markant, viser nye tal. Hvor andre forbrugsvarer er blevet 11 procent dyrere de sidste tre år, er fødevarepriserne til sammenligning vokset med 22 procent, viser tal fra Danmarks Statistik, som du kan læse mere her.

»Danske forbrugere kender prisen på deres favoritvarer ned på decimalerne, og de har i den grad opdaget, at prislejet for mange varer ligger højere,« siger dagligvareeksperten.

Så når en pose Merrild kaffe koster 72,95 kroner og en Kærgården 27,95 kroner, reagerer de handlende. Noget, dagligvarekæderne må tage bestik af.

»Deres vigtigste opgave er at signalere til kunderne, at de er opmærksomme på prisen, ligesom vi så Salling Group gøre det for nyligt.«

Eksperten henviser til, da Danmarks største dagligvarekoncern meldte ud, at de sænker prisen på 800 varer i Føtex og Bilka, som du kan læse mere om her.

Og Bruno Christensen påpeger, at kæderne også tager andre midler i brug. De fokuserer eksempelvis mere på egne mærker fremfor de ofte dyrere mærkevarer. Ligesom de selvfølgelig også forsøger at være skarpe på prissætning. 

Fra dagligvarehandlen lyder det desuden gang på gang, at der også hviler et stort ansvar på leverandørerne for at sænke priserne. Til det siger Bruno Christensen:

»Dagligvarehandlen og leverandører må indgå i et partnerskab, for alle er begrænsede af ændrede råvarepriser, der blandt andet kommer på grund af tørke,« slutter han.

Spar kassen

Er de mange fastelavnsboller derude virkelig pengene værd? Hvad sker der med priserne på chokolade og kaffe? Og hvordan kan vi lave en god middag til den bedre halvdel derhjemme uden at sprænge budgettet? Alt det giver kok Thomas Castberg sit besyv på i denne udsendelse af Spar kassen. Vært: Laura Bitte Rossau, journalist, Euroinvestor Gæst: Kok Thomas Castberg Producer: Frederik Riis-Jacobsen Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen, journalistisk chef på B.T. Få konkrete og gratis råd til at træffe bedre økonomiske valg i dit liv ved at skrive dig op til nyhedsbrevet Spar Kassen fra Marie Milling: https://www.bt.dk/privatoekonomi/spar-kassen-faa-konkrete-og-gratis-raad-til-at-traeffe-bedre-oekonomiske