Det er et stød i maven på konkurrenterne, når Lidl-boss garanterer, at en lavere moms en til en vil komme den tyske discountgigants kunder til gode.

Det mener detaileksperten Bruno Christensen, efter indkøbsdirektøren i Lidl, Peer Sandtner, har lovet, at de mere end 300 varer, der nu har en fast lav pris, vil komme til at falde yderligere i pris, så det passer med den mindre moms, regeringen vil indføre. 

Peer Sandtner er indkøbsdirektør i Lidl. Foto: Lidl

Det drejer sig om nulmoms på frugt og grønt og halvering af momsen på de andre fødevarer

»De her udmeldinger fra Lidl giver opmærksomhed og omtale, så de vinder på den måde kunder og dermed markedsandel,« siger Bruno Christensen og tilføjer:

»Så det er en presbold på konkurrenterne.«

Han bider mærke i, at det er rimeligt ufarligt for indkøbsdirektøren i Lidls 170 butikker i Danmark, at give de her garantier. 

Lidl har nemlig omkring 13.000 butikker fordelt på mere end 30 lande - og Lidls ejer Schwarz Gruppe fra Tyskland er Europas suverænt største dagligvareaktør og den næststørste på verdensplan.

»Man skal tage med, at det ikke ryster Lidls samlede organisation, at der laves nogen prisdumpninger på markedet i Danmark. Der er råd til det,« siger han. 

Danske kæder har en fordel
Bruno Christensen vil dog ikke endnu kalde Lidl for vinder af priskrigen.

»Lidl øger deres markedsandel med de lavere faste priser, men for forbrugerne er der også noget med kvalitet, og vi har en debat i øjeblikket om fødevaresikkerhed, og det at gå ind for det nære og så videre,« siger han og slutter:

»På den baggrund har danske dagligvarekæder en klar fordel, da de har et langt større og anderledes vareudvalg, end det Lidl præsterer.«

Lidl bruger et trick, når de udvælger en stor del af de varer, der sættes fast ned i pris. Læs mere HER.