Priserne for Marabouchokolade har den seneste tid været under heftig debat.
Men i den her uge er landets to største dagligvarekoncerner gået i priskrig, når det gælder Marabou. Det billigste sted kan en stor plade Marabou fås til under den halve pris af det normale.
For under en måned siden satte et opslag om en plade Marabou til 44,95 kroner ellers ild i det sociale medie X.
Folk rasede over prisen, og adskillige debattører kunne efterfølgende konstatere, at prisen i Sverige var markant lavere.
Og nu er supermarkedskæden Føtex da også gået i priskrig med Super Brugsen og Kvickly.
Hos Føtex er en stor plade Marabou til mellem 180 og 200 gram sat ned til 22 kroner, hvilket altså er det halve af normalprisen.
Det er lidt billigere end Kvickly og SuperBrugsen, der i den her uge sælger samme størrelse Marabou til 24 kroner.
»Traditionen tro trykker vi priserne ned under fødselsdagen i Føtex, og Marabou, der pt. ligger på et højt prisniveau, har fået et ekstra nøk,« siger Jacob Krogsgaard, der er pressechef i Salling Group, som driver Føtex, Bilka og Netto.

Historisk høj pris for kakaobønner
»De høje priser, vi pt. ser på tværs af de rene chokoladebarer – altså uden eksempelvis kiks og nødder – hænger sammen med de høje indkøbspriser, vi pt. har på chokoladeprodukter grundet de historisk høje råvarepriser på kakaobønner,« siger han.
Konkurrenten slår fast, at der ikke er nogen speciel høj indtjening på Marabou.
»Vi synes ikke, at den er speciel dyr – og der er ikke nogen højere avance for os end på tilsvarende varer,« siger Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop, som driver SuperBrugsen, Kvickly og 365discount
Du siger, at I - altså Coop - ikke synes, den er speciel dyr. Men det synes mange kunder jo, at Marabou er blevet. Hvad siger du til det?
»Med de skatter og afgifter, vi har i Danmark, er det prisen,« siger han.
Når man fratrækker afgifter og moms er priserne for Marabou dog stadig markant højere i Danmark end i Sverige.
Selv når skatter og afgifter trækkes fra er Marabou stadig klart dyrere i Danmark end i Sverige. Så er det ikke lidt en undskyldning for de høje priser for Marabou?
»Nej, det gælder de fleste varer, at der er forskel fra land til land, ikke alene med hensyn til afgifter og skatter og lønomkostninger, men også på indkøbspriserne og på tilbudstryk,« siger Jens Juul Nielsen.
B.T. har kastet et blik på de aktuelle priser for Marabou i otte forskellige supermarkeder. Priserne er fundet i deres tilbudsavis. Bemærk, at der er forskelle på, hvornår de aktuelle priser ikke længere gælder.
Få overblikket her:
