Effekten af det dyrere oksekød i de danske supermarkeder er blevet tydelig lige på den anden side af grænsen.
»Vores salg af kød og kølevarer er steget kraftigt her i 2025,« som direktør hos grænsekæden Fleggaard Lars Mose Iversen konstaterer.
Helt overrasket er han ikke.
»De stigende kødpriser i Danmark er uden tvivl også medvirkende til, at en stor del af vores kunder lægger kødvarer i kurven, når de alligevel er her,« lyder det også:

»Det kommer således ikke helt bag på os, at salget er kød er steget så kraftigt hos os.«
Som B.T. tidligere på måneden har fortalt, er oksekød i de danske kølediske – uanset om det er hos Føtex, Coop, Meny og Rema 1000 – næsten dobbelt så dyrt, som på den anden side af grænsen hos Fleggaard.
Og det ser altså ud til, at mange danskere derfor i stedet henter det i Tyskland.
I tørre tal er salget af oksekød steget med 40 procent hos grænsekæden i årets første fire måneder sammenlignet med samme periode sidste år.
Salget af fjerkræ har fået endnu større vinger – og er steget med hele 98 procent, altså næsten en fordobling.
Når der handles over grænsen har det selvfølgelig betydning, at momsen generelt er lavere end i Danmark: 19 procent. Men på fødevarer er den faktisk kun syv procent.
Som Lars Mose Iversen fra Fleggaard tidligere har fortalt til B.T., forsøger man at undgå slagtilbud for i stedet at køre med faste lave priser.
»Og når vi trækker flere kunder til, kan vi tillade os at have en lav fortjeneste på den enkelte vare, fordi vi sælger mere af den. Sådan er det med alt fra sodavand til oksekød hos os,« tilføjer han nu.
I forhold til den forretningsmodel har det lydt fra Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop-koncernen:
»Hvis vi ikke har slagtilbud, så er jeg bange for, kunderne tager over til konkurrenten.«
En god forårsrengøring kan gøre dig så meget rigere på forholdsvis få år. Hør mere hos Spotify, Apple Podcast eller her:


