Carsten Lykke Nielsen svingede ind på Nettos parkeringsplads. I dag var en god dag. Nu skulle stjernerne på prisskiltene vise vejen til de europæiske varer.

Han gik fra hylde til hylde, kiggede på skiltene – men blev slemt skuffet:

»Hvis jeg skulle handle efter stjernerne, så ville min indkøbskurv jo være tom,« forklarer han opgivende.

B.T. har da også kunnet afdække massive problemer med Salling Groups nye mærkeordning, hvor europæisk ejede firmaer markeres med en stjerne på prisskiltene. Men ordningen sejler flere steder og er blevet kaldt ulovlig, vildledende og problematisk.

Heller ikke i Netto på Bornholm eller den lokale butik nær hjemmet i Himmerland var der mange stjerner at komme efter, fortæller Carsten Lykke Nielsen.

»Der var nogle varer med en stjerne, men ellers var det nok 70 procent af de europæiske mærker, som manglede en stjerne,« vurderer nordjyden.

Han har ellers tilvalgt at handle i Netto på grund af mærkeordningen.

»For jeg kan ikke snuppe Trump, Elon Musk og J.D. Vance. Det hele er jo kørt af sporet med deres meldinger om told, Grønland og Ukraine,« forklarer han sit valg om at prioritere europæiske varer.

Derfor har han meldt sig ind i gruppen ‘Boykot Varer fra USA', som i skrivende stund har over 90.000 medlemmer.

»I gruppen er folk også forvirrede over mærkerne. Der er for eksempel whisky, vin og alt muligt andet som kommer fra USA, som alligevel har fået en stjerne,« siger han med henvisning til flere opslag i gruppen.

Hvad synes du om, at ordningen er strikket sådan sammen?

»Ja, det er selvfølgelig et problem. Det viser, at man stadig skal være en kritisk forbruger, for mange varer får jo en stjerne, selvom alt indholdet er fra USA,« lyder det fra nordjyden.

Alligevel er han glad for, at Salling Group gør et forsøg.

»Jeg synes, det er bedre end ingenting. Men jeg vil også sige, at om 14 dage skal den ordning fungere. Så har de jo haft over en hel måned at løbe det i gang på.«

Og hvad hvis det ikke lykkes?

»Så begynder det at blive en flad omgang,« siger han og slår fast, at han fortsætter sin boykot af amerikanske varer de næste fire år.

»I firmaet skal vi snart have nye telefoner, og det bliver i hvert fald ikke iPhones. Jeg skal godt nok heller ikke have en Tesla, Ford eller Coca-Cola.

Visse ting bliver dog svære at boykotte, medgiver han.

»Jeg kan ikke helt undvære Windows som erhvervsmand. Og det er også lidt hårdt at skulle droppe Marabou, som er en storfavorit herhjemme – men sådan må det være,« afslutter Carsten Lykke Nielsen.