Der er lange køer og fuldstændig fyldte indkøbsvogne ved kasserne i Fleggaards store butik i Harrislee, cirka tre kilometer syd for grænsen til Tyskland.
Men B.T.s reporter i grænsebutikken kan med egne øjne se, at noget har ændret sig det seneste år - og det bekræftes af en ekspert.
Det er ikke kun slik, chokolade, flasker med spiritus, samt kasser med øl og sodavand, indkøbsvognene i stor stil er fyldt op med.
Nej, der er også helt almindelige dagligvarer som pakker med 400 gram oksekød og 200 gram smør.

'Ved at besvime'
Joan og Jørgen Jensen fra Ikast er nogle af de mange kunder, der er taget over grænsen for at købe dagligvarer, samt chips og godt med drikkevarer.
»Vi er lige ved at besvime over priserne for en pakke oksekød i et dansk supermarked,« siger Joan Jensen, der er kontormedarbejder.
Jørgen Jensen ryster også på hovedet.
»Priserne er bare steget og steget,« konstaterer han.
Parret har også taget en hel kasse med smør fra Kærgården og lagt under vognen.
Her er også ti kartoner med kakaomælk.
»Det er jo kun ti kroner per pakke smør, så det virkeligt en anden pris end nord for grænsen,« siger Joan Jensen.
Men det koster vel også noget i benzin at køre ned til grænsen for at handle. Der er jo 180 kilometer til Ikast, og I skal jo også køre tilbage igen?

»Jo, men det koster ikke mere, end det godt kan betale sig, når vi køber meget ind,« siger hun.
Salget steget op til 73 procent
Administrerende direktør i Fleggaard, Lars Mose Iversen, kan da også fortælle, at der på et år er sket en massiv stigning i salget af dagligvarer, som folk plejede at købe i et supermarked tæt på boligen.
Eksempelvis er salget af oksekød steget med 40 procent sammenlignet med sidste år.
Og når det kommer til mælkeprodukter som smør og ost, er der sket en fordobling i salget.
Når det gælder morgenmadsprodukter, er salget blevet steget med 73 procent, lyder det fra direktøren.
»Vi er ikke i tvivl om, at stigningen er sket, fordi kunderne er prisopmærksomme og vil gøre en god handel,« siger Lars Mose Hansen.
Detaileksperten Bruno Christensen mener, at der er to grunde til, at der er stor stigning i handlen med dagligvarer i grænsebutikkerne. Læs mere om det HER.


