Fødevarepriserne er de seneste måneder skudt i vejret både herhjemme og globalt. Samtidig har grænsebutikken Fleggaard oplevet vækst i samme periode.
I Fleggaard kan danskere, der rejser til Tyskland, handle, og i første halvår af 2025 har grænsebutikken oplevet en mærkbar stigning i deres omsætning af bestemte dagligvarer.
En af de varer er oksekød. Det siger administrerende direktør i Fleggaard, Lars Mose Iversen, til B.T.
»Vi kan mærke en speciel vækst i forhold til oksekød, hvor salget er steget med cirka 40 procent i forhold til samme periode sidste år,« siger direktøren.
Som før nævnt er oksekød dog ikke den eneste vare, der har øget sin omsætning sammenlignet med sidste år.
Butikken har også oplevet øget omsætning af blandt andet kaffe, mel, sukker og 'øvrige kølevarer' (alle andre kølevarer end kød, red.).
Sidstnævnte omsætter nu for 30 procent mere sammenlignet med samme tidspunkt sidste år, tilføjer Lars Mose Iversen.
Selvom B.T. på nuværende tidpunkt ikke kan konkludere, at danskernes øgede grænsehandel i Fleggaard hænger direkte sammen med de stigende fødevarepriser herhjemme, holder Lars Mose Iversen sig dog ikke tilbage fra at koble de to sammen.
»Vi er ikke i tvivl om, at stigningen er sket, fordi kunderne er prisopmærksomme og vil gøre en god handel, og at de har fået øjnene op for, at der er mulighed for det ved grænsen,« fastslår han.
Hvordan Fleggaards omsætning kommer til at se ud i de kommende måneder, er Lars Mose Iversen optimistisk omkring.
»Vi har en forventning om, at den positive tendens med flere handlende og øget salg vil fortsætte, fordi de øgede priser i Danmark ikke forventes at falde,« lyder udmeldingen fra direktøren.
Fleggaards overordnede dagligvaresalg er steget 13 procent.
