Heller ikke i år kommer Jonas Vingegaard til at kæmpe om VM-titlen

I hvert fald ikke, hvis du spørger det hollandske medie HLN, der har talt med anonyme kilder, som mener at den danske cykelstjerne springer VM i Montreal over. 

Efter Jonas Vingegaards styrt på 15. etape af årets Tour de France, hvor han brækkede kravebenet og måtte udgå, ser B.T.s cykelkommentator, Frederik Gernigon, dog udmeldingen som verdens mindste overraskelse.

Alligevel er det en hård mavepuster. 

»Jeg havde en stor drøm om at se ham til VM i år. Nu ser det ud til at være knust. Helt ærligt, så ærgrer det mig enormt meget,« lægger Gernigon ud med at sige. 

Ifølge Gernigon er det ikke kun ærgerligt for Vingegaards karriere, men også på Danmarks vegne.

B.T.s cykelkommentator, Frederik Gernigon, er ærgerlig over, at han ikke kommer til at opleve Vingegaard til VM.  Bax Lindhardt

»Uanset hvordan man vender og drejer det, så havde Jonas Vingegaard været vores bedste kort for at blive verdensmester. Men igen tegner der sig et mønster, hvor han dropper landsholdet. Og det frygter jeg vil forfølge ham efter karrieren.«

»At han bliver husket som en fabelagtig cykelrytter, der ikke prioriterede det danske landshold, og som Danmark slet ikke fik nok ud af til store mesterskaber. På en måde er det uforløst,« fortsætter han.

Gernigon understreger, at han forstår beslutningen, som det hollandske medie skriver, at Vingegaards hold, Visma-Lease a Bike, vil melde ud i den kommende uge.

»Man må forstå, at Vingegaard også skal have et familieliv til at hænge sammen. Men for helvede, hvor havde jeg elsket at se ham på landevejen i Canada til september. Det er en kæmpe mavepuster for de danske VM-chancer.« 

»Lad os vente på den endelige melding, men alt peger jo den vej. Det er snart en måned siden, Vingegaard udgik fra Touren, og vi har ikke set skyggen af ham på en cykel siden.« 

Verdensmesterskabet i landevejscykling afholdes i Montreal, Canada, fra 20. til 27. september.

Jonas Vingegaard har aldrig deltaget til et VM i cykling.