Jonas Vingegaard vender ikke tilbage på cyklen ved VM om godt en måneds tid.

Det mener det hollandske medie HLN at vide.

»Ifølge vores kilder springer Vingegaard alligevel verdensmesterskabet i Montreal over,« skriver mediet i en artikel lørdag formiddag.

Uvisheden om den danske cykelstjernes sæsonplaner har rumlet, siden det alvorlige styrt ved årets Tour de France, hvor han brækkede kravebenet og udgik.

For ikke længe siden, har hans hold, Visma-Lease a Bike, over for B.T. slået fast, at intet er besluttet omkring Tour-stjernens program for resten af året.

I den forbindelse gættede cykelekspert Brian Holm på, at den formulering betød, at Jonas Vingegaard absolut ikke ville stille op ved VM-linjeløbet i Canada, der køres i Montreal 27. september.

Og den spådom ser tilsyneladende ud til at holde stik.

Det hollandske medie HLN understreger dog, at Visma-Lease a Bike ikke har bekræftet VM-dispositionen.

»En udmelding vedrørende den danske holdkaptajn forventes i den kommende uge,« lyder det.

Den danske landstræner, Michael Mørkøv, har længe håbet på, at VM kunne blive med Jonas Vingegaards deltagelse, fordi den kuperede rute passer den danske klatrer.

Og HLN skriver videre, at hvis VM skrottes, er der ikke mange løb tilbage i år, der passer til hans profil.