Uret tikker: Rygterne svirrer omkring Vingegaard
Svarene lader vente på sig omkring den danske superstjerne – nu kommer Brian Holm med nedslående melding.

Svarene lader vente på sig omkring den danske superstjerne – nu kommer Brian Holm med nedslående melding.

Snakken går. Uret tikker, og nedtællingen er for alvor begyndt.
Alligevel er der stadig intet nyt om, hvorvidt vi ser Jonas Vingegaard med rygnummer igen i 2026.
Siden danskerens dramatiske styrt, der sendte ham ud af Tour de France for knap tre uger siden, har det nemlig været uvist, hvorvidt hans sæson allerede er slut.
Nu hænger spørgsmålene i luften omkring Vingegaards fremtidige mål.
B.T. har kontaktet Visma-Lease a Bike. Her er meldingen, at danskeren fortsat er fuldt fokuseret på at komme sig efter Tour-styrtet, hvor han brækkede kravebenet.
Samtidig oplyser hans hold, at intet er besluttet omkring Tour-stjernens program for resten af året.

»Jeg ville udlede af det, at han ikke skal køre VM,« siger den tidligere cykelrytter og sportsdirektør Brian Holm.
Et af de helt store spørgsmål er netop, hvorvidt Jonas Vingegaard trækker i landsholdstrikoten og stiller op 27. september i Canada, hvor VM afholdes.
»Vidste han, at han skulle det, var han i gang med at træne hårdt nu. Om en uge er det for sent at beslutte sig for at køre VM. Så er det umuligt at nå at blive klar.«
Landstræner Michael Mørkøv har flere gange udtalt, at han har et stort ønske om at se Jonas Vingegaard stille op.

Selv har Visma-stjernen sagt, at han ville træffe en beslutning efter Tour de France.
En beslutning, der altså lader vente på sig.
»Hvis man skal forsvare Jonas Vingegaard, har han vundet meget i år. Inklusiv en grand tour i Giroen. Han har gjort, hvad han skulle. Derfor kan man godt lade ham holde pause nu, så han kan slappe af,« mener Holm.
»Andre vil undre sig over, at han kan blive verdensmester, men dropper det alligevel. Har han ikke lyst til det? Hvis han ville, tror jeg på, at han kan vinde. Ham og Pogacar er i en anden liga.«
I 2026 har Jonas Vingegaard domineret i samtlige løb – lige bortset fra Tour de France.
Blandt andet har han vundet fem etaper i Giroen, to etaper i Catalonien Rundt, to i Paris-Nice og er endt som samlet vinder i alle tre løb.
»Man skal huske, at der har været et enormt pres på ham i de løb, han har kørt. På den måde kan jeg godt forstå, hvis man siger hertil og ikke længere,« siger Brian Holm.
B.T. har kontaktet landstræner Michael Mørkøv for at få en kommentar på Jonas Vingegaards eventuelle deltagelse til VM i Canada.
'Der er intet nyt om VM. Jeg forventer at have en afklaring i næste uge,' skriver landstræneren på SMS.
Visma-Lease a Bike oplyser, at holdet melder ud, så snart der er truffet en beslutning omkring resten af Vingegaards 2026.