De tidligere cykelryttere Alexandre Vinokourov og Alexandr Kolobnev er blevet frikendt for korruption ved retten i Liège.

Det skriver flere medier.

De to ryttere var anklaget for at have aftalt, hvem der skulle vinde cykelklassikeren Liège-Bastogne-Liège i 2010.

I løbet kørte de to ryttere sammen ind på den sidste kilometer, hvor den dengang 36-årige Vinokourov gav sin russiske konkurrent baghjul og drønede alene over målstregen.

Men ifølge anklagen var der tale om aftalt spil. Vinokourov skulle have betalt Kolobnev 150.000 euro, svarende til 1,1 millioner, for den prestigefyldte sejr.

Det er fastslået, at pengene blev overført til Kolobnev fra Vinokourovs konto, og politiet har også gransket mailudvekslinger.

De to ryttere har hele tiden hævdet, at der var tale om et lån, og retten finder det ikke endegyldigt bevist, at pengeoverførslen var betaling for en sejr og dermed bestikkelse.

Det belgiske retssystem krævede seks måneders fængsel og en bøde til begge ryttere: 100.000 euro (ca. 746.000 kroner) til Alexander Vinokourov og 50.000 euro (ca. 373.000 kroner) til Alexander Kolobnev.

Desuden krævede anklagerne, at de 150.000 euro, som Kolobnev har stående på en konto i Lugano i Schweiz, skulle konfiskeres, men begge ryttere slipper altså uden straf.

Oprindeligt skulle der have været afsagt dom i sagen den 8. oktober, men den blev udsat på grund af travlhed i retten.

Alexandre Vinokourov har fortsat en central rolle i professionel cykling som øverste chef for World Tour-holdet Astana, der har danske Jakob Fuglsang som en af toprytterne.

/ritzau/