Frida Vingegaard kan godt regne med at blive storesøster.
Måske ligger det endda lige om hjørnet.
For Jonas Vingegaards tre-årige datter er efterhånden så stor, at det er nemmere for familien at gå fra tre til fire.
Det fortæller Jonas Vingegaards hustru, Trine Marie Hansen, til B.T.

»Vi vil helt klart gerne have flere børn på sigt.«
»Det er i hvert fald nemmere nu, hvor Frida er større og kan gå mere selv i stedet for, at jeg skal bære to børn op ad et bjerg,« siger Trine Marie Hansen og griner.
Ja, for familien er ofte på farten. Hvis ikke altid. Det sker selvfølgelig i den danske stjernes yndlingsterræn. De høje bjerge.
Du har sikkert lagt mærke til lille Frida i armene på sin far i forbindelse med cykelløb. Dem har danskeren jo for vane at vinde (han vandt alle dem, han stille op i, bortset fra to, i 2023, red.), og så kommer datteren en tur med op på podiet.
For nylig annoncerede parret, at man har fået sig en base i Schweiz for at minimere rejseriet og sørge for, at den lille datter får sig nogle få steder, hvor hun rent faktisk føler sig hjemme.
Den nye adresse i alpelandet betyder dog ikke, at det er slut med rejserne og flyveture.
»Det bliver også nemmere nu i forhold til at sidde med to børn i en flyver. Det er klart, det bliver nemmere nu,« siger Trine Marie Hansen.
Parret, som blev gift tidligere på året, fik datteren Frida i september 2020.