Orkanen blæste om ørerne på Jonas Vingegaard og Jumbo-Visma til Vuelta a España.
Stordominansen på de spanske veje stod i skarp kontrast til storkaosset på de interne linjer, hvor de tre stjerner Jonas Vingegaard, Sepp Kuss og Primoz Roglic slet ikke kørte afstemt som hold.
Kuss endte som den store vinder af 2023's sidste grand tour, efter ledelsen fik styr på rytterstriden, og nu afslører den amerikanske stjerne, at løbet bragte ham tættere på Jonas Vingegaard.
Det siger han i et interview med B.T.
»I sport ser man folks forskellige sider. Og det er en god ting,« fortæller Vuelta-vinderen.
»Man skal altid adskille sportspersonligheden fra hverdagsmennesket. Men de oplevelser, vi har fået sammen, har givet mig en bedre idé om, hvem Jonas er som menneske. Og det tror jeg knytter os tættere sammen.«
Siden Vingegaards tilgang til Visma-mandskabet i 2019 har Sepp Kuss været en af danskerens mest tro væbnere.
Aldrig har Vingegaard kørt en grand tour uden superhjælperen fra Colorado, men Kuss' sejr i Vueltaen – hvor danskeren aldrig lagde skjul på, at han ikke ville stå i vejen for sin kammerat – har gjort noget særligt for deres forhold.
»Jeg føler mig helt klart tættere på Jonas nu,« afslører Sepp Kuss.
»Jeg husker, at han var mere tilbageholden og genert, da han startede på holdet. Men jeg har set ham vokse gennem årene, mens han stadig er tro mod sig selv. Det er virkelig vigtigt. Han er en meget ægte person.«
Med årene har Vingegaard udviklet sig til holdets absolutte superstjerne, og det har også tvunget danskeren til at tage mere ansvar på trods af den tilbageholdne facon.
»Han er en virkelig god leder. Han skal ikke føle, at han skal gøre noget anderledes for at være i den rolle, eller ændre sin personlighed for det. Han er en leder ved at vise det, han kan. Og det er et resultat af den selvtillid, han har,« siger Kuss og fortsætter:
»Når han er selvsikker, så føler han sig også mere sikker i at sige visse ting. Eller bede om ting, som en leder har brug for. På den måde tror jeg, at det kommer naturligt til ham, bare ved at have selvtilliden.«
Sepp Kuss og Jonas Vingegaard kan se frem til at dele holdbus i en del år endnu.
De to har nemlig sværget troskab til Visma – Lease a bike frem til henholdsvist 2027 og 2028, som de netop har forlænget deres respektive aftaler til.
Og det lader til, at Kuss ser frem til mange gode timer i selskab med fiskepakkeren fra Hanstholm.
»Han er en virkelig god fyr, virkelig høflig og taknemmelig,« siger Sepp Kuss.
Amerikaneren forsikrede over for B.T., at de danske cykelfans ikke skal se ham som en trussel for Jonas Vingegaards Tour-ambitioner.
Læs mere om det her.