2024 kan byde på en helt ny trussel for Jonas Vingegaard. En trussel, der kommer indefra.

For efter en sommer, hvor Sepp Kuss lå i hælene på Jonas Vingegaard i den danske Tour de France-popularitetskonkurrence som loyal superhjælper, er amerikanerens status radikalt ændret – og det kan få stor betydning for danskeren.

Knap to måneder efter Vingegaards Tour-sejr stod Kuss selv øverst på podiet ved Vueltaen, hvor Jonas Vingegaard ofrede sig for sin tro væbner, der vandt sin første grand tour. Noget, danskeren fik en del røg for fra flere kanter.

Nu svæver et millionspørgsmål i luften forud for 2024-sæsonen. For er Sepp Kuss gået fra at være feltets mest sympatiske gut til at være en trussel for Vingegaards Tour-ambitioner? Har manden fra Durango fået blod på tanden og mod på mere?

Jonas Vingegaard var en vigtig hjælp for Sepp Kuss, da amerikaneren vandt karrierens første grand tour.
Jonas Vingegaard var en vigtig hjælp for Sepp Kuss, da amerikaneren vandt karrierens første grand tour. Foto: Manuel Bruque/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Svaret er rungende klart, da B.T. forholder ham spørgsmålet.

»Nej, ikke på nogen måde,« lyder det fra Sepp Kuss, der beroliger de danske cykelfans.

»Nu ved jeg, hvad det kræver at være kaptajn. Jeg har lidt erfaring i den rolle, men jeg har også indset, hvor vigtigt det er at have en virkelig god hjælper. At være der for Jonas i Touren har været utroligt motiverende og er det stadig. Jeg tror, jeg kan hjælpe ham på mange måder, samtidig med at jeg holder mig til. Jeg kender jo hans niveau, og hvor stærk han er. Især i Touren. Så jeg vil ikke tøve med at hjælpe ham.«

Når man udlægger Jonas Vingegaards Tour-statistik, er det til at blive blæst bagover. Tre deltagelser. To sejre. En andenplads.

Hver eneste gang har han haft holdkammeraten fra Durango i Colorado med som løjtnant.

Det er også med stor sandsynlighed sådan, Visma Lease a Bike – Jumbo-Vismas nye navn – går til årets Tour de France.

Sepp Kuss vil bare gerne have muligheden for at køre sin chance, hvis muligheden opstår.

»Jeg har ikke behov for at overkomplicere det ved at være kaptajn. Det er meget simpelt. For mig handler det mest af alt om at have muligheden for at køre og gøre mit bedste, uanset om det er for mig selv eller en anden. Det handler om at føle, at man kan få chancen fremfor at være fastlåst fra starten.«

Sepp Kuss fejrer sin Vuelta-sejr.
Sepp Kuss fejrer sin Vuelta-sejr. Foto: Manu Fernandez/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg vil gerne have muligheden for at være kaptajn i en grand tour, men det er ikke noget, jeg beder om. Jeg er ret afslappet omkring det, og jeg ved, at det er muligt, hvis jeg har niveauet i løbet, selvtilliden og holder mig skarp,« forklarer Sepp Kuss.

Samtidig forklarer han afvæbnende, at han er meget bevist om, hvad han kan udrette.

»Jeg er realistisk omkring, hvad jeg kan og ikke kan. Alt, hvad der er inden for mine grænser, giver jeg et skud. Men når der kommer en, der er bedre end mig, så er der ting, jeg ikke kan,« siger amerikaneren, uselvisk.

»Min mentalitet er stadig den samme.«

I samme ombæring forsvarer Vuelta-vinderen sin danske holdkammerats kørsel under Vueltaen over for de mange kritikere.

»Der var tidspunkter, hvor han kunne have kørt sin egen chance og andre tidspunkter, hvor det blev lidt kompliceret. Sådan var det både for Roglic, Jonas og jeg. Fra en fans standpunkt er det altid meget nemt at bedømme udefra uden at vide, hvad der sker på de indre linjer eller de forskellige momenter i løbene.«

Andre læser også