Lad os slå det fast med det samme. Jonas Vingegaard har vundet Vueltaen.
Godt nok står han ikke øverst på sejrsskamlen søndag i Madrid, hvor hans altopofrende hjælperytter Sepp Kuss kan lade sig hylde som en af de mest overraskende sejrherrer i en moderne grand tour.
Men Vingegaard har vundet som holdkammerat. Som bundhæderlig sportsmand. Som sympatisk menneske. Og ikke mindst har han vundet sig en loyal støtte i Sepp Kuss for livet.
Og ja. Jonas Vingegaard havde taget en historisk sejr i Vuelta a España, hvis han da ellers ville. I stedet har han som en anden Robin Hood delt guld ud til de sejrsfattige, og det bør alle danske cykelfans være stolte over i stedet for at brokke sig hjemme i sofaerne.
I tredje uge af det, der har lignet Jumbo-Vismas – til tider åbne – holdmesterskab, har Vingegaard vist så frygtindgydende styrke, at den umulige drøm om et Giro/Tour/Vuelta-hattrick i et og samme år pludselig fremstår realistisk.
Men hvorfor skulle han? Hvorfor skulle han frarøve sin mest loyale væbners største merit nogensinde – bare fordi han kan?
Hvor fedt er det lige at vinde, hvis man undervejs taber sig selv?
Særligt blandt de danske diehard Tour de France-fans har thyboens uselviske beslutning skabt undren.
Høtyvene er fundet frem og knivene er slebet. Vingegaards ‘gave’ til Kuss bliver kaldt usportslig, uhæderlig, aftalt spil – endda for matchfixing.
Men der mangler en basal forståelse for, at cykling er en holdsport med en individuel vinder.
Jonas Vingegaard kan triumfere i Tour de France i resten af 2020'erne, men det kræver et solidarisk og altopgivende mandskab i ryggen, og det har han lige sikret sig.
Modsat har Primoz Roglic udvist den sult, vi kender og elsker ham for. Han ER selvisk, og stod det til ham, kunne Sepp Kuss få lov at sejle sin egen sø – længere nede af bjerget. Forskellen på de to kaptajners personligheder er brudt ud i lys lue i de seneste dage, og det er svært at se dem på samme mandskab til næste års Tour de France.
Team Jumbo-Visma har sejret sig selv ihjel i dette års Vuelta – eller i hvert fald været tæt på. Indtil Jonas Vingegaard slog i bordet og gjorde det klart, at Sepp Kuss SKAL vinde.
Det er eventyrligt, at den ydmyge hjælper får lov for en gangs skyld at indtage hovedrollen, og det er tydeligt, at Jonas Vingegaard har ført pennen og skrevet slutningen.
Vi ved ikke, hvad der præcis blev sagt på Team Jumvo-Vismas ‘krisemøde’ onsdag aften – få timer efter Vingegaard holdt fast i Roglic’ hjul og distancerede Sepp Kuss i tågerne på Angliru.
I sig selv er det et fuldstændig vanvittigt scenario, at et hold med fem etapesejre og alle mand på podiet har behov for at afholde et krisemøde. Men mangelfuld ledelse gjorde det nødvendigt.
De interne snakke materialiserede sig tydeligt, da Vingegaard med klar tale og skarpe ben førte Sepp Kuss til toppen af La Cruz de Linares torsdag og demonstrativt lod sig tabe tid.
I mine øjne fremstår Jonas Vingegaard kun som en større atlet efter årets Vuelta. Og ikke mindst som et større menneske.
Vigtigst af alt har Jonas Vingegaard styrket sin position som leder på Team Jumbo-Visma-holdet. Han giver en gave, som han vil få tifoldigt igen i jagten på de næste 10 grand tour-sejre.
Jonas Vingegaard har bestemt, hvem der skal vinde den her Vuelta. Han er udmærket klar over, at han selv kunne have vundet Spanien Rundt.
Men at han lægger egne ambitioner til sider og forærer en mand, der har gjort det til sin livsopgave at ofre alt, støtte og tage sig af danskeren, er i mine øjne den smukkeste gestus, vi har set i moderne cykling.
Han bygger videre på den fortælling, han i Touren i fjor skabte på vej ned ad Col de Spandelles, hvor Vingegaard ventede på en såret Tadej Pogacar, der kort forinden var styrtet. Ja, det handler om at vinde – men det skal være på den rigtige måde.
I øvrigt er jeg imponeret over, hvor tro Jonas Vingegaard har været mod sig selv, og hvor åbent og ærligt han har kommunikeret og optrådt over for pressen i årets Vuelta.
Vi har set en sårbarhed og fået et direkte kig ind i hans følelser, præcis som folk har råbt og skreget efter, når den trættende ‘det er fantastisk’-automatplade igen og igen er blevet afspillet.
Det tårevædede interview efter sejren i Bejes, som blev dedikeret til bedstevennen Nathan Van Hooydonck på sygehuset. Den akavede – og nærmest ubehagelige – undskyldende tv-optræden med blikket rettet stift mod jorden efter den omdiskuterede Angliru-etape.
Og mest tydeligt det fuldstændig ekstraordinært ærlige TV 2-interview inden torsdagens 18.-etape, hvor Vingegaard hudløst ærligt afslørede en form for dårlig samvittighed over at have efterladt Sepp Kuss på Angliru, men samtidig sværgede amerikansk troskab resten af Vueltaen.
»Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal gå efter sejren, når han har gjort så meget for mig,« lød ordene.
Jonas Vingegaard kunne have vundet Vueltaen, men tabt sig selv. Det her er hans største sejr i karrieren.
What a guy!
