Thomas Kristensen kommer ikke til at være vært på årets dækning af Tour de France på TV 2.

Det skriver tv-stationen i en pressemeddelelse.

Årsagen er, at den folkekære vært stadig ikke er helt på toppen efter et ildebefindende:

»Thomas Kristensen fik for knap tre uger siden et ildebefindende, mens han var på Kvægtorvet. Efterfølgende har han været igennem grundige undersøgelser, og heldigvis tyder ingen af disse undersøgelser på, at noget alvorligt er galt.«

50-årige Thomas Kristensen.
50-årige Thomas Kristensen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

TV 2 skriver videre, at tv-værten i de seneste uger fortsat har oplevet perioder med svimmelhed og balanceproblemer, og i samråd med tv-stationen er det derfor besluttet, at han ikke skal løse værtsopgaven til årets Tour de France, som han ellers har gjort i adskillige år.

»Både Thomas og jeg ved, hvad det kræver at være vært på Tour de France-studieprogrammerne fra formiddag til aften i tre uger. Det er en ekstremt krævende opgave, som kun kan udføres, når man er fuldstændig på toppen. Dér er Thomas ikke endnu, og derfor er vi enige om at holde ham ude af dette års Tour-dækning,« siger John Jäger, der er chefredaktør på TV 2 Sport.

Det bliver i stedet Jonas Nyhøj, der erstatter Thomas Kristensen i studiet.

Den mangeårige tv-vært havde en mindre kaotisk periode sidste år under Tour de France, da han efter en Tour-udsendelse blev sendt hjem på grund af en positiv coronatest.

Den historie kan du læse mere om HER.

Hverken Thomas Kristensen eller TV 2 har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt, lyder det.