Mangelfuld.

Sådan beskriver det belgiske stortalent, Wout van Aert, den behandling han modtog på hospitalet, efter sit voldsomme styrt på 13. etape af Tour de France, hvor van Aert måtte udgå.

Jumbo-Visma-rytteren er kommet hjem til Belgien, og i et interview med det belgiske medie Sporza, fortæller han, hvordan han oplevede behandlingen i Frankrig.

»Det var ikke et dramatisk styrt, men med behandlingen i Frankrig, der efterlod meget at ønske, kunne det være gået værre, hvis vi ikke havde været hurtige. Jeg er glad for, at jeg kom i hænderne på Toon Claes, og at han var hurtig til at involvere sig,« siger Wout van Aert til Sporza.

Wout van Aert styrtede på enkeltstarten under Tour de France, hvor han ellers var på vej til at sætte en rigtig god tid.

Styrtet kostede ham både hans deltagelse i dette års Tour, men også et voldsomt kødsår, som han i første omgang blev opereret for i Frankrig.

Men den belgiske kirurg Toon Claes opdagede, at van Aert ikke havde fået den rigtige operation under hans hospitalsophold i Frankrig, og han skulle derfor opereres på ny.

»I starten var jeg ikke bange, men da Toon Claes fortalte mig, at jeg ikke havde modtaget den rigtige operation i Frankrig, blev jeg bange,« fortæller Wout van Aert.

Wout van Aert er ikke tilfreds med behandlingen i Frankrig.
Wout van Aert er ikke tilfreds med behandlingen i Frankrig. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Efter at have gennemgået den rette operation er de værste problemer ude af verden, og van Aert kan nu begynde på at komme sig.

Der kan dog sagtens gå et stykke tid, før det belgiske fænomen er tilbage på toppen.

»Jeg kan ikke cykle i lang tid, og jeg vil miste en del. Med tiden vil jeg få styrken tilbage i mit højre ben, og det er det vigtigste,« siger Wout van Aert til Sporza.

Belgieren vandt 10. etape af årets Tour de France, men udgik altså på 13. etape.