Bjarne Riis har sagt undskyld.

Den tidligere Tour de France-vinder har for nyligt sendt en undskyldning til Christian Prudhomme, chef for Tour de France og direktør for løbsarrangøren ASO.

Det fortalte løbsdirektøren selv på et pressemøde tirsdag, hvor de tre danske etaper i Tour de France 2021 blev præsenteret.

B.T. spurgte Christian Prudhomme om hans holdning til, at Bjarne Riis nu var tilbage på World Tour-niveau med sit indtog på cykelholdet NTT.

Løbsdirektør for Tour de France, Christian Prudhomme, overborgmester og bestyrelsesformand for Grand Départ Copenhagen Denmark, Frank Jensen (S) og borgmestre fra de fire øvrige mål- og startbyer samt borgmestre fra de danske gennemkørselskommuner præsenterer de tre indledende etaper af Tour de France 2021 under titlen Grand Départ Copenhagen Denmark, på Munkebjerg Hotel i Vejle tirsdag den 4. februar 2020.
Løbsdirektør for Tour de France, Christian Prudhomme, overborgmester og bestyrelsesformand for Grand Départ Copenhagen Denmark, Frank Jensen (S) og borgmestre fra de fire øvrige mål- og startbyer samt borgmestre fra de danske gennemkørselskommuner præsenterer de tre indledende etaper af Tour de France 2021 under titlen Grand Départ Copenhagen Denmark, på Munkebjerg Hotel i Vejle tirsdag den 4. februar 2020. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Her fortalte han, at han mandag modtog en mail fra Bjarne Riis med en undskyldning.

»For nogle uger siden hørte jeg, at Bjarne Riis var ved at starte igen med et cykelhold. ASO er ikke blevet inddraget i den beslutning.«

»I går fik jeg en mail fra Bjarne Riis, hvor han beklagede det, der var sket, hvad han havde sagt i forhold til den gule trøje, og hvordan han har behandlet den gule trøje.«

»Selvom det ikke betyder, at man kan sætte en streg over fortiden, så er det noget, vi hilser velkommen, og det er et skridt fremad,« sagde Christian Prudhomme, der svarede på fransk og fik sit svar oversat til dansk ved tirsdagens begivenhed.

Bjarne Riis og Christian Prudhomme har gennem årene haft et ganske anstrengt forhold til hinanden.

I 2007, efter Riis havde udtalt, at den gule trøje intet betød for ham, efter han havde stået frem som dopingsynder, sagde Christian Prudhomme, at Riis ikke var ønsket ved Touren.

Som følge deraf meldte Bjarne Riis afbud til Touren i 2007.

I 2018, da rygterne om Riis’ tilbagetog florerede, afviste Christian Prudhomme at svare på spørgsmål om Riis.

Og ved offentliggørelsen af den danske Tour-start sidste år undgik han også at svare på spørgsmål om Tour-vinderen i 1996, som Bjarne Riis stadig står noteret for.

»Det, som jeg eventuelt kunne mene om Bjarne Riis, har ingen betydning for, at vi glæder os helt eventyrligt meget til starten i Danmark. Det er det vigtigste,« sagde Prudhomme dengang.

Dermed lyder det altså til, at Bjarne Riis i hvert fald er velkommen til Tour de France-starten i Nice senere på året - og i København året efter.

Første etape af den danske Tour-start i 2021 køres 2. juli i København.