NEDERST I ARTIKLEN KAN DU GENOPLEVE PRESSEMØDET MINUT FOR MINUT I VORES LIVEBLOG.

Statsministeriet afholdt torsdag pressemøde på Københavns Rådhus.

Her fortalte statsminister Lars Løkke Rasmussen, erhvervsminister Rasmus Jarlov og overborgmester i København Frank Jensen om den danske Tour de France-start i 2021. Til stede ved pressemødet var kronprins Frederik, der udtrykte sin begejstring for, at verdens største cykelløb kommer til Danmark.

Kronprinsen indtog scenen cirka halvvejs i pressemødet og lagde ud med at tale på fransk, hvilket tydeligt imponerede Tour-bossen Christian Prudhomme, der sad og hørte med.

Kronprins Frederik taler på Københavns Rådhus i anledningen af pressemødet afholdt i forbindelse med den danske Tour de France-start i 2021. Vis mere

»Jeg er overbevist om, at alle danskere vil være med til at gøre det til en særlig begivenhed sammen med jer. Vi venter utålmodigt på 2021,« lød det blandt andet fra kronprins Frederik på pressemødet.

Et partnerskab bestående af Erhvervsministeriet, Københavns Kommune, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg kommuner har skrevet kontrakt med selskabet bag Tour de France om en Tour-start i Danmark.

Danmark skal dermed den 2., 3. og 4. juli 2021 lægge asfalt til tre etaper af Tour de France under overskriften 'Grand Départ Copenhagen - Denmark'. Selve åbningsetapen, Grand Départ, bliver en ca. 13 kilometer lang enkeltstart i det centrale København.

1. etape er altså en enkeltstart i København den 2. juli. Løbets 2. etape, der køres 3. juli, strækker sig herefter 190 kilometer fra Roskilde til Nyborg hen over Storebæltsbroen. Den 3. etape i Danmark, 4. juli, bliver ca. 170 kilometer fra Vejle til Sønderborg.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen, Københavns overborgmester Frank Jensen og erhvervsminister Rasmus Jarlov holder pressemøde om Tour de France på Københavns Rådhus, torsdag den 21. februar 2019. Kronprins Frederik er også til stede. Tour de France har meddelt, at cykelløbet i 2021 starter i Danmark. Vis mere

Over 900.000 tilskuere ventes at overvære de tre etaper i Danmark fra sidelinjen.

Tour de France transmitteres i 190 lande og har rundt regnet 3,5 milliarder tv-seere under løbet.

Ved dagens pressemøde fortalte Tour-bossen, Christian Prudhomme, om, hvorfor det bliver Danmark, der skal huse tre etaper i Tour de France i 2021.

Herunder kan du genopleve pressemødet minut for minut.