»Jeg ved ikke helt, hvilken grand tour jeg godt kunne tænke mig at køre endnu. Det er lidt ubesvaret.«

Sådan siger den danske cykelstjerne Søren Kragh Andersen om den kommende sæson, hvor han endnu ikke ved, hvilket stort etapeløb han skal køre.

I 2020 tog 26-årige rytter cykelverdenen med storm, da han triumferede på to Tour de France-etaper.

Den ene sejr var smukkere end den anden, og derfor kan det virke pudsigt, at Team DSM-rytteren ikke er selvskrevet på Tour-holdet til sommer.

Søren Kragh Andersen vandt to etaper i Tour de France 2020. Her vinder han sin første, da han kører alene i mål.
Søren Kragh Andersen vandt to etaper i Tour de France 2020. Her vinder han sin første, da han kører alene i mål. Foto: STEPHANE MAHE
Vis mere

»Sådan kan man godt se på det, men man ved aldrig,« fortæller Søren Kragh Andersen.

»Det kan være, at holdet lægger andre planer. Måske kan de bedre se mig et andet sted.«

Han er dog ikke i tvivl om, at det ville være stort at skulle køre verdens største cykelløb igen, der starter 26. juni i franske Brest og slutter 18. juli i Paris.

»Jeg håber da på Touren. Det er bare det største, så hvis jeg helt selv kunne vælge, så ville jeg helt sikkert køre Tour de France,« siger Søren Kragh Andersen.

Søren Kragh Andersen håber på Tour-deltagelse i år.
Søren Kragh Andersen håber på Tour-deltagelse i år. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Ifølge hans eget udsagn var sidste år »et vanvittigt cykelår« for ham, hvor han også vandt en enkeltstart i Paris-Nice og en i BinckBank Tour.

Selvom det bliver svært at gentage den enorme succes, håber han på endnu mere.

»Jeg har en følelse af, at jeg kan blive endnu bedre. Jeg ved ikke hvor meget bedre, men jeg har helt sikkert en følelse af, at jeg kan forbedre mig endnu.«

Søren Kragh Andersen har sat et stort kryds i sin kalender ved Flandern Rundt, der køres på søndag. Derudover peger han på Amstel Gold Race, OL, VM og BinckBank Tour som årets helt store ambitioner.

På søndag kan du læse et større interview med Søren Kragh Andersen. Hold øje med bt.dk