Flere af Mikkel Bjergs konkurrenter ved U23-VM i enkeltstart kunne, nærmest bogstaveligt talt, ikke bunde, da den 20-årige dansker for tredje gang i streg løb med guldet.
Vejene i Yorkshire lignede nærmere kulissen til et svømmestævne end til et cykelløb, da de unge herrer dystede om titlen som U23-verdensmester i enkeltstart.
»Jeg synes helt sikkert, at der skulle have stået nogle officials ude og dirigere ved nogle af stederne, hvor der lå rigtig meget vand. Så kunne de eksempelvis sige til bilerne bagved, at man ikke kunne køre i højre side,« siger Mikkel Bjerg.
Under løbet var en anden dansker uheldigvis med til at skabe nogle af de mest surrealistiske cykelbilleder i nyere tid, da Johan Price-Pejtersen kørte igennem en vandpyt (eller svømmepøl), der nærmest nåede ham halvvejs op til knæene.
Det resulterede i et styrt, hvilket ruinerede hans medaljechancer, selvom han er regerende europamester i disciplinen.
»Personligt vidste jeg slet ikke, at vandpytterne var så store, jeg blev heldigvis dirigeret udenom. Men sportsdirektørernes dømmekraft var måske begrænset, fordi det er svært at se vejen ordentligt, når vinduesviskerne kører på højeste hastighed,« siger Mikkel Bjerg.
Selvom der ikke lå en halv meter vand på hele ruten, kostede vejrforholdene altså dyrt for en håndfuld ryttere.
Alligevel er Mikkel Bjerg overbevist om, at han også havde været den bedste, selvom visse konkurrenter ikke var faldet og styrtet.
Det var irriterende at se Johan Price-Pejtersen tabte sine chancer for VM-medalje på den mådeMikkel Bjerg
Men han indrømmer da gerne, at han hellere havde vundet på anden vis.
»Det var irriterende at se Johan Price-Pejtersen tabte sine chancer for VM-medalje på den måde,« mener Mikkel Bjerg, der blev nummer to ved EM i august efter netop Price-Pejtersen.
»Én ting er at vinde, men hvis ens konkurrenter ikke har haft det ideelle løb, så er det også bare irriterende. Man vil gerne vise, at man er den bedste, når alle kører op til topniveau. Men jeg føler mig lidt sikker på, at han kørte for sekundære placeringer, fordi jeg bare ramte dagen og kørte op til mit bedste.«
Fredag skal U23-herrerne køre linjeløb mellem Doncaster og Harrogate. Her stiller Mikkel Bjerg blandt andet op, men løbet bliver uden Johan Price-Pejtersen.


