»Det var nok den bedste dag, jeg nogensinde har haft på en cykel. Wattmæssigt. Følelsesmæssigt. Det var helt vildt.«

Sådan husker Jonas Vingegaard onsdag 7. juli 2021. En dag, hvor hans liv for alvor vendte.

På vej op ad mytiske Mont Ventoux fløj danskeren fra Tadej Pogacar ved 11. etape i Tour de France og sendte en gedigen uppercut i retning af den, der senere vandt Touren.

Dagen gav ham et enormt selvtillidsboost. Men sådan har det ikke altid været i Vingegaards karriere, hvor han har døjet med både stress og usikkerhed.

»Ja, det øjeblik var nok et nøglepunkt i min karriere. Jeg tænker, at det var dér, jeg trådte op på den helt store scene, hvis man kan sige det,« fortæller Jonas Vingegaard, da B.T. møder ham til et interview et par kilometer fra hans hjem i Glyngøre.

Allerede sidst i Tour de France afslørede Vingegaard, at han tidligere har haft mange problemer med stress.

Problemet har ikke været andres forventninger til ham, fortæller han. Det har faktisk været fra ham selv.

»Der har været kæmpe pres på mig under Tour de France. Jeg tror, at jeg har lært at håndtere mine egne forventninger til mig selv,« fortæller Jonas Vingegaard.

»Det er dér, jeg gik lidt galt i byen førhen. Hvis jeg kørte godt til træning, tænkte jeg, at det var en fiasko, hvis ikke jeg lavede resultater umiddelbart efter. Nu tænker jeg: 'Okay, jeg gør mit bedste, og så må vi se, hvad resultatet bliver'.«

Tidligere i karrieren fik ambitionerne en omvendt effekt for Vingegaard.

Det blev så vigtigt for ham at gøre det godt, at det ramte ham psykisk efterfølgende. Både uden for løbene, men så sandelig også under.

»Det var ikke det, at jeg var bange for, hvordan holdet ville reagere. Det var mere mine forventninger til mig selv. Jeg havde tårnhøje forventninger, og så blev jeg nervøs for, om jeg kunne det, jeg gerne ville, når jeg stod der på dagen,« siger han.

Heldigvis for den 24-årige Jumbo-Visma-rytter er han vokset.

I 2021 er han vokset rigtig meget efter at have taget cykelverdenen med storm ved Tour de France, hvor han i løbet af tre uger var blandt en af verdens mest omtalte sportsstjerner.

Men han har også haft sit første fulde kalenderår som nybagt far.

»Det der med at tro på mig selv,« siger Jonas Vingegaard, da han bliver spurgt ind til, hvad han tager med fra det »vanvittige« år.

Jonas Vingegaard kom til Jumbo-Visma i 2019.
Jonas Vingegaard kom til Jumbo-Visma i 2019. Foto: Brian Bjeldbak/Byrd
Vis mere

»En masse selvtillid. Jeg havde ikke turdet håbe på, at jeg kunne blive nummer to i Tour de France, da vi startede året i år. Det giver jo en tro på, at jeg kan være med blandt de bedste i verden. Også i fremtiden,« siger Jonas Vingegaard, der dog pointerer, at stressen allerede stoppede med at melde sig inden Tour de France.

Efter et begivenhedsrigt år kan danskeren nu se frem mod 2022.

Et år, hvor der vil blive holdt noget mere øje med Vingegaard, hvis vej til Tour-succes blev banet af Tom Dumoulins afbud og Primoz Roglics tidlige Tour-styrt.

Men hvad byder Touren anno 2022 på, når Jumbo-Visma er tilbage i stærkeste opstilling?

Er der så plads til Jonas Vingegaard som kaptajn, når verdens største cykelløb endda starter i Danmark?

»Jeg håber da på – og det ligger også i kortene – at jeg skal køre Touren næste år. Så må vi se, hvordan det bliver med kaptajnrollerne. Om det bliver to kaptajner eller en og så mig i den frie rolle. Det må tiden vise,« siger han.

Det ville vel være mærkeligt at være tilbage i en rolle, hvor man ikke er den, der bliver kørt for, når man har kørt så godt, som du har i år?

»Det tror jeg, du har lidt ret i. Selvfølgelig har jeg ikke noget imod at være hjælperytter, hvis det er det, holdet siger, jeg skal. Men selvfølgelig har jeg også mine egne ambitioner. Men jeg tænker, at vi sagtens kan få det til at fungere.«

Jonas Vingegaard foretrækker klart at få en fri rolle ved Tour de France i 2022 end at være kaptajn i en af de andre grand tours.

Han har også et blødt punkt for Ardenner-klassikerne (Amstel Gold Race, Flèche Wallonne og Liège-Bastogne-Liége), men på trods af et år prydet med adskillige sejre har han ikke nogen erklærede mål om at vinde specifikke løb næste år.

»Der er ikke noget resultatmæssigt mål for mig. Jeg tror stadig, at det er at udvikle mig og blive en bedre cykelrytter.«

»Jeg har udviklet mig mentalt rigtig meget inden for de sidste år, men jeg skal stadig udvikle mig. Jeg tænker blandt andet på det med at være kaptajn,« siger manden, der er kendt som værende introvert og med et roligt gemyt.

»Jeg vil være mere vant i den rolle. Ikke selvsikker, men at det bliver mere naturligt.«