Det var ubarmhjertige scener, der udspillede sig under lørdagens kongeetape i Paris-Nice.

Her var det nemlig for tredje gang Primoz Roglic, der kunne juble over en etapesejr, men efterfølgende var det ikke alle, der var lige begejstrede for måden, det skete på.

På de sidste meter af den afsluttende stigning indhentede den slovenske cykelstjerne nemlig schweizeren Gino Mäder, der var den sidste tilbage fra etapens 13 mand store udbrud.

Den indædte kamp for at triumfere på cykelløbets kongeetape blev dermed forpurret bare få meter før mål, og Roglic kunne iført den gule førertrøje stryge forbi ham, mens Mäder tydeligt skuffet og irriteret måtte tage til takke med en andenplads.

Efter etapen blev Roglic flere gange spurgt, hvordan han ikke lod 24-årige udbryder få sin første World Tour-sejr, når han allerede havde vundet to etaper og havde et forspring ned til nummer to i klassementet på 41 sekunder.

»Vi vil alle sammen vinde, og for at vinde skal man være den stærkeste,« forklarede Roglic ifølge cykelmediet Cyclingnews.

»På de sidste meter så jeg, at jeg kunne gå efter sejren, så jeg kørte efter den. Det var lidt en lortesituation for ham (Mäder, red.), men det var godt for mig, og jeg er glad for resultatet.«

Gino Mäder indrømmede selv, at han var tæt på græde, men understregede samtidig, at han ikke var sur på Jumbo-Visma-stjernen for at stryge forbi ham på de sidste meter.

»Til at begynde med var jeg – selvfølgelig – irriteret. Jeg var sur og sagde til mig selv, at det her var min sejr. Men hvad kan man gøre? På dette niveau bliver der ikke givet gaver. Hatten af for ham,« sagde den unge schweizer efter etapen.

Med den tredje etapesejr til Primoz Roglic tog verdensstjernen også 11 sekunder på Maximilian Schachmann fra Bora-Hansgrohe.

Han har derfor et forspring på 52 sekunder inden løbets sidste etape, der køres søndag.