Endelig er cykelsæsonen undervejs igen.

Men 20-årige Gijs Leemreize fik langtfra den ønskede genstart på sæsonen. Faktisk var det nok den værst tænkelige start på tilværelsen som professionel cykelrytter, han fik tirsdag.

Under Vuelta a Burgos' 1. etape var Jumbo-Visma-rytteren med i et større styrt, hvor han og Team Inoes-rytteren Sebastian Henao var de hårdest ramte.

Mens tv-billederne kørte, kunne man høre skrig fra den ene af de to, og længe blev de liggende i vejkanten, inden meldingen om deres exit fra løbet kom på skærmen.

For Gijs Leemreize var især fingeren på den ene hånd hårdt ramt, og den hollandske rytter blev hurtigt fragtet til hospitalet, hvor det stod klart, at han havde mistet noget af fingeren.

Tirsdag aften skrev Jumbo-Visma på Twitter, at Gijs Leemreize var på hospitalet, hvor en plastikkirurg var i gang med at genskabe hans fingerspids.

Jumbo-Visma har yderligere meddelt, at operationen var vellykket.

Den 20-årige hollænder har kørt på Jumbo-Vismas udviklingshold, og få dage inden Vuelta a Burgos skrev han under på en professionel kontrakt med World Tour-holdet, hvorfor det altså var hans første professionelle start tirsdag.

Ineos-rytteren Sebastian Henaos højre skulder gik af led i forbindelse med styrtet.

Første etape blev vundet af Bora-Hansgrohe-rytteren Felix Grossschartner.