På godt to uger har NTT Pro Cycling vundet over halvt så mange sejre, som holdet fik skrabet sammen i hele 2019.

For mens det sydafrikanske mandskab kun vandt syv sejre i 2019 - og lige så få i 2018 - er der allerede tikket fem af slagsen ind på kontoen i 2020.

Det virker næsten tåbeligt at påpege, hvad der er ændret på holdet siden den forgangne sæson, men nu gør vi det alligevel: Den sportslige sektor er ændret markant, hvor Bjarne Riis og Virtu Cycling har købt sig ind, Lars Michaelsen er blevet ledende sportsdirektør, og Lars Bak er eksempelvis gået fra at være rytter til at blive sportsdirektør.

Rytteren Max Walscheid er også et nyt ansigt, og han har allerede vundet to etaper ved Tour de Langkawi i Malaysia, men egentlig er ryttermaterialet ikke markant ændret fra 2019-sæsonen.

»Hverken Bjarne Riis eller Lars Michaelsen har valgt de ryttere, der er på holdet. Lars har måske haft indflydelse på nogle af dem,« siger sportsdirektør Lars Bak til B.T.

»Lars og Bjarne overtager en trup, som var der i store træk. Det er ligesom at købe en manager ind på et fodboldhold, der er i nedrykning, og så arbejder man med det materiale, der er. Men altså, vi har sgu et meget godt materiale.«

I 2019 var NTT Pro Cycling, som på det tidspunkt hed Team Dimension Data, et af feltets mindst vindende hold, og det var på flere måder præget af kaos. Men den nye sportslige ledelse ser ud til at have fået bugt med flere af udfordringerne.

En af dem var, at visse ryttere med høj status fik særbehandling, ligesom der var mange visum- og skadesproblemer. Det betød ofte, at det i højere grad handlede om, hvem der kunne komme frem til løbene, end hvem der egentlig var bedst egnet.

Lars Michaelsen og Bjarne Riis var i Australien med NTT Pro Cycling i januar.
Lars Michaelsen og Bjarne Riis var i Australien med NTT Pro Cycling i januar. Foto: BRENTON EDWARDS
Vis mere

»Lars Michaelsen sagde til rytterne, at de måtte flytte til Europa og gøre mere for deres job, hvis de ville have en professionel behandling. Han skar igennem for at få folk til at investere mere i deres karrierer. Det kan jeg kun bakke op om, for der er nogen, der godt kunne gå lidt mere op i det,« siger Lars Bak, der har oplevet transformationen på tæt hold.

En af de store forskelle har selvfølgelig også været, at Bjarne Riis er blevet team manager på holdet, og dermed får han indflydelse helt ned i detaljerne.

Faktisk så meget, at det har imponeret Lars Bak.

»For mig er det den gode, gamle Bjarne, der er tilbage. På træningslejren arrangerede han, hvordan folk skulle sidde på enkeltstartscyklen. Der var mange, der på en positiv måde fik feedback, hvor sæderne blev justeret op til flere gange under træningen, klamperne blev rykket rundt. Bjarne lægger mærke til mange ting. Han er sgu dygtig, når han går i maskinrummet.«

Lars Bak havde sin sidste sæson som professionel cykelrytter i 2019. Nu er han blevet sportsdirektør hos NTT Pro Cycling.
Lars Bak havde sin sidste sæson som professionel cykelrytter i 2019. Nu er han blevet sportsdirektør hos NTT Pro Cycling. Foto: Anne-Christine POUJOULAT
Vis mere

Allerede inden Bjarne Riis tiltrådte efter årsskiftet, havde Lars Michaelsen blandt andet stået for rytternes træningsprogrammer og udført en del arbejde, som Lars Bak og holdejer Douglas Ryder har rost ham for. Bak har høje forventninger til Riis-Michaelsen-duoen, som førhen har arbejdet sammen på Saxo Bank.

»Det kunne være blevet rigtig godt med Lars, men med Bjarne bliver det nok endnu bedre. Lars har gjort det rigtig godt, men jeg kan ikke forudse, hvordan det ville se ud, hvis det kun var Lars,« mener Lars Bak.

»De er meget ens i deres strategier og måde at arbejde på, og de har den dér autoritet. De kommer også udefra. Det har holdet haft brug for. At der kommer nogen udefra med nogle nye øjne, der bringer mere disciplin.«

Indtil videre lader samarbejdet i hvert fald til at have båret frugt.